Jeg er skuffet. Til dem som ikke er klar over det, så huser Helsingør Stadion en privatejet etage i hovedbygningen, som går under navnet ’1st Floor’. I FC Helsingør er vi frustrerede over, at ejeren af denne etage, Vida Byg (VB), udnytter det hårde arbejde, som leveres af spillere og stab i FC Helsingør. Vi er en fodboldklub, og vores mål er at underholde på banen og vinde fodboldkampe. Derfor tager vi penge for, at fans og sponsorer kan komme på stadion og overvære vores kampe på Helsingør Stadion, så vi kan betale de mennesker, som hver dag arbejder stenhårdt for den succes, vi i øjeblikket oplever uge efter uge. Det er hverken billigt eller nemt at afvikle hjemmekampe for FC Helsingør, og hver eneste krone, som kommer fra ølsalg, billetindtægter eller sponsorater, er med til at holde klubben kørende.
I denne sæson har det imidlertid været sådan, at VB har udnyttet vores kampe til at tage 350 kroner per besøgende i deres lounge på 1st Floor, hvor fra kunderne så kan overvære vores kampe. Vi estimerer, at over hele sæsonen vil indtægterne på kampdage ligge på mellem 250.000 og 300.000 kroner. Ikke en eneste krone af disse ender hos FC Helsingør, og det er ganske enkelt ikke fair.
Jeg har hele tiden haft det ønske om, at det ikke skulle forløbe på denne måde og at vi kunne forenes i arbejdet om at støtte og heppe på FC Helsingør – sammen.
Baggrundshistorien kan måske hjælpe til forståelsen af, hvordan det hele endte op med at være, som det er i dag. Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed og kun levere fakta, som jeg ser dem.
Oprindeligt var der ikke budgetteret med en 1. sal på stadion. Jeg har ikke detaljerne i forløbet, for jeg var ikke ansat i klubben dengang, stadion blev planlagt, og hvordan aftalen faldt på plads. Som jeg forstår det, blev det foreslået, at VB skulle bygge og eje etagen. Det er desuden mit indtryk, at FC Helsingørs tidligere direktør havde lavet en mundtlig aftale med VB om, at klubben skulle leje sig ind i etagen og bruge den som ekstra lounge samt kontorfaciliteter. Men der var absolut ingen dokumentation for aftalen. Der var ingen kontrakt eller hensigtserklæring eller noget som helst. Jeg har absolut ingen idé om, hvad der var aftalt mellem parterne. Det blev et problem senere.
Vi spoler to år frem. Klubben er i problemer, da den er på vej mod anden nedrykning i træk, og den er i alvorlige økonomiske problemer. Den tidligere administration har ikke andet valg end at søge investeringer ude fra for at undgå, at klubben går konkurs. Der kommer en ny ejergruppe til, en ny direktør indsættes, og der laves de ændringer, som findes nødvendige for at gøre klar til en sæson i 2. division.
Som den nye direktør fik jeg klare mål fra bestyrelsen: Ryd op i økonomien, skab et forbedret arbejdsmiljø på og uden for banen og få FC Helsingør tilbage i 1. division så hurtigt som muligt.
Et af de første møder, jeg havde som direktør, var med VB vedrørende første sal på stadion. Mødet var sat til at handle om indretningen af lokalerne, lejens beløb og tidshorisonten for overtagelse. Jeg havde forinden bedt om dokumenterne for detaljerne om lejen, men der var som bekendt ingen. Jeg mødtes med VB for at blive klogere på situationen og for at gøre det klart, at leje af endnu en lounge ville være en stor økonomisk byrde for klubben, som netop var rykket ned i en meget lidt økonomisk attraktiv 2. division.
Samtalen lagde grundstenene for det fremadrettede forhold. VB bad om cirka en million kroner om året i leje, og det var slet ikke i nærheden af et beløb, som klubben kunne honorere. Uden nogen aftale om leje af 1. salen sluttede mødet – og det samme gjorde forholdet mellem FC Helsingør og Vida Byg.
Det følgende år spillede FCH i 2. division på det nye stadion, og VB’s etage stod ufærdig hen. I slutningen af sæsonen startede arbejdet med at færdiggøre øverste etage, og det blev færdiggjort, da vi rykkede tilbage i 1. division. Så kom Covid-19, og derfor var det ikke tilladt med tilskuere til kampene.
I begyndelsen af denne sæson stod det pludseligt klart, at VB havde tænkt sig at bruge vores kampe til loungeaktiviteter på 1. sal. VB sælger billetter for 350 kroner per person for mad og drikke med frit udsyn til vores fodboldkamp.
Jeg var ikke overrasket, da jeg hørte om det. I forventning om, at intentionen var at bruge vores kampe til at lave deres egne events, havde jeg et par måneder tidligere skrevet et brev til Helsingør kommune om, hvordan det kunne være muligt at lave arrangementer med entrégebyr i lokaler, der var påtegnet som beboelses-lejligheder. Kommunens svar var dengang som nu, at 1. sal ikke er en del af stadion, og alle uoverensstemmelser mellem parterne ikke havde noget med kommunen at gøre. Ikke just et svar i vores favør, men jeg har forståelse for, at kommunen ikke ønskede at komme til at stå midt i en strid.
Lad os et øjeblik glemme, at VB tager entré for begivenheder, virksomheden ikke selv afvikler. Mit spørgsmål er det samme: Hvordan er det lovligt at afvikle den slags arrangementer i lokaler, som ikke er bygget med det formål?
Det er den korte version af, hvad jeg forstår tingenes tilstand. Jeg håber, det kan kaste lys over, hvorfor klubben anskuer tingene, som den gør, i forhold til stadionbygningens 1. sal. Mit håb er simpelt. Jeg ønsker at se folkene fraVida Byg og deres gæster nede i underetagen, i øl-køerne og på tribunerne sammen med os andre, så vi i skøn forening kan bakke op om spillerne og alle de andre mennesker, som arbejder hver eneste dag for bringe klubben fremad. For at det skal kunne lade sig gøre, er vi nødt til at stå sammen. Bogstaveligt talt. Der venter mange store opgaver og kampe foran os.
Jim Kirks, Director
