Skip to main content

 


Ricki Olsen var en af de spillere der havde kontraktudløb ved sæsonens afslutning, og det er blevet besluttet, at kontrakten ikke bliver forlænget. Ricki Olsen forlader dermed FC Helsingør, hvor han har spillet siden 2014, hvor han kom til fra Nordvest FC. Før det havde han spillet i BIF, Randers, Viborg FF og Næstved.

Direktør Janus Kyhl sender roser efter Ricki Olsen i afskedens time:
– Ricki har i dén grad været klubbens mand, og har spillet over 100 kampe for os på vores fælles rejse fra 2. Division og op i Superligaen.  Han har fyldt meget i truppen på den positive måde, og har været en af de spillere vores unge drenge kunne læne sig op ad, med sin store erfaring. Det har dog knebet med spilletiden det sidste stykke tid, og det er nok tidspunktet nu for begge parter at prøve noget nyt. Klubben vil gerne sende en stor tak til Ricki for en professionel og dedikeret indsats, og ønske ham al held og lykke fremover.

Ricki Olsen ser tilbage på fire succesfulde år i FCH-trøjen:
– Det har været en uforglemmelig rejse at gå hele vejen fra anden division til Superligaen, og det har været de bedste fire år i min karriere. Jeg har kun positive ting at sige om klubben, og det har været en fornøjelse at bidrage med det jeg nu har kunnet byde ind med. Jeg ønsker hele FC Helsingør og vores fans alt det bedste fremover. Jeg er sikker på, at klubben nok skal komme tilbage til Superligaen i en endnu stærkere udgave.

Ricki Olsen nåede 110 kampe og 17 mål i den hvide og lyseblå trøje.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk