HELSINGØR STADION

    Indvidet: 1. juli 1923

    Tilskuerkapacitet: 4.500

    Nyt Stadion 2018

    Helsingør Stadion
    Ndr. Strandvej 11, A
    3000 Helsingør

    Indviet:
    1. juli 1923

    Tilskuerekapacitet:
    Oprindeligt 4.500 (heraf 282 siddepladser). I forbindelse med FC Helsingørs oprykning til Alka Superligaen har stadion fået dispensation således hjemmekampe kan spilles i Helsingør. Stadion vil blive midlertidigt udbygget med to ekstra tribuner og TV-faciliteter, samt ekstra salgsboder og toiletter.

    Parkering:
    Der er to parkeringspladser ved indgangen til Helsingør Stadion.

    Offenlig transport:
    Med Kystbanen til Helsingør Station videre med Lokalbanen til Højstrup Trinbræt eller ved spassértur gennem Helsingørs gamle by via Marienlyst Allé og -slotspark og til Højstrup/Helsingør Stadion (ca. 2 km).

    Cykelparkering:
    Ved tennisbanerne op mod indgangen til Helsingør Stadion.

    Mad og drikke:
    Helsingør Stadion byder på Superligaens bedste stadionpølser (fra Slagter Baagø), fadøl fra Wiibroe, sodavand, vand, popcorn og slik m.m.

    Ordensreglement for Helsingør Stadion

    Besøgende på Helsingør Stadion skal sikres en god oplevelse. Derfor skal de enkelte besøgende i deres optræden tage hensyn til de øvrige besøgende og arrangøren.

    Besøgende skal på forlangende af vagterne lade sig kropsvisitere og fremvise indhold i tasker og lignende og kan nægtes adgang, såfremt pågældende er i besiddelse af ikke-tilladte effekter.

    Det er ikke tilladt :

    · At medbringe hunde.

    · At medbringe mad- eller drikkevarer, der ikke er købt på Helsingør Stadion.

    · At medbringe genstande, eksempelvis flasker, dåser, termokander eller andet, der kan anvendes som kasteskyts eller våben.

    · At medbringe eller foretage afbrænding af romerlys, fyrværkeri eller andre pyrotekniske midler.

    · At forrette sin nødtørft uden for toiletterne.

    · At opsætte plakater, uddele brochurer, løbesedler eller lignende uden foregående tilladelse fra arrangøren.

    · At fremkomme med racistiske tilråb til spillere, dommere eller publikum.

    · At bære rygmærker eller andet, der kan skabe utryghed.

    · Listen er ikke udtømmende.

    Anvisninger fra vagter, kontrollører og servicemedarbejdere skal til enhver tid efterkommes.

    Forbud og afgifter for overtrædelser :

    · Det er forbudt at forcere hegnet omkring fodboldbanen eller på anden vis opnå adgang til fodboldbanen. Overtrædelse medfører en afgift på 10.000 kr.

    · Det er forbudt at besidde pyroteknik på stadion. Overtrædelse medfører en afgift på 5.000 kr.

    · Det er forbudt at benytte pyroteknik på stadion. Overtrædelse medfører en afgift på 5.000 kr.

    · Det er forbudt at kaste genstande på eller mod banen og/eller mod andre tilskuere. Overtrædelse medfører en afgift på 5.000 kr.

    · Det er forbudt at forsøge på eller at tage ophold på stadion, for personer der er ramt af karantæne. Overtrædelse medfører en afgift på 5.000 kr.

    · Det er forbudt at besidde og/eller benytte maskering på stadion. Overtrædelse medfører en afgift på 5.000 kr.

    Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke anvendelse af øvrige sanktioner og retsforfølgelse.

    For overtrædelser af ordensreglementet kan der udstedes karantæne fra Helsingør Stadion eller fra ethvert andet arrangement med tilknytning til FC Helsingør, uanset hvor arrangementet afvikles.

    Helsingør Kommune og FC Helsingør

    PROJEKT: NYT STADION

    Helsingør Kommune har vedtaget anlæggelsen af et spritnyt stadion på Gml. Hellebækvej ved siden af Helsingør Hallen.

    Stadion vil i første omgang opfylde 1. Divisionskravene, og skal derefter udbygges til et fuldt Superliga stadion. Byggeriet forventes at gå igang til august 2017 og skal efter planerne stå færdigt i foråret 2018.

    Byggeriet af det nye stadion er en af hovedårsagerne til at Divisionsforeningen har givet FC Helsingør dispensation til at spille Superliga-hjemmekampe på det gamle stadion på Strandvejen.

    Historie

    Selvom der nok skal være nogle HIF’ere, der med et lettere ironisk tonefald kunne anslå Helsingør Stadion – med tilhørende trætribune – til at have stået siden foreningens fødsel i 1899, så varede det faktisk adskillige år, før HIF’s fodboldspillere kunne tage anlægget på Ndr. Strandvej i brug.

    De første 24 år af foreningens tilværelse måtte man således tage til takke med forholdene på »Grønnehave«, der navnet til trods, absolut ikke var specielt idyllisk. »Grønnehave« – mellem Kronborg og Marienlyst – var dengang gammel havbund med skarpt strandsand og spredte totter af marehalm. Det lykkedes at få kommunens tilladelse til at jævne området og så lidt græs. Og selvom målene i starten blev pillet ned efter hver kamp, så var det faktisk her HIF spillede de første kampe i SBU’s nystiftede 1.Holdsturnering i efteråret 1902.

    Desværre måtte HIF i foråret 1905 flytte banen, da Hornbækbanen havde ødelagt den gamle. Man fik dog skabt en ny i samme område, og i 1913 fik man så etableret et skur til materialer og omklædning – påmalet HIF’s navn!

    Her boede man indtil 1923, hvor det nye anlæg på Ndr. Strandvej stod klar. Der var naturligvis en vældig debat om dette byggeri, der ødelagde den landskabelige skønhed langs strandvejen – og iøvrig var man nødt til at fælde et prægtigt birketræ…!

    Søndag den 1. juli 1923 blev Helsingør Stadion – eller Sportspladsen som den hed i mange år – så indviet. Mere end 3000 mennesker så HIF spille venskabskamp mod Frem.

    Stadionrekorden blev sat i Pinsen 1972, hvor HIF mødte B.93 – begge hold i toppen af 3.Division Øst. Det officielle tilskuertal blev opgivet til 3500, men mange mener at adskillige flere var på plads.

    Mange gange er planerne om et nyt stadion ved Helsingørhallen blevet luftet – senest i prof-tiden i starten af 1990’erne. I 1999 gennemgik Helsingør Stadion imidlertid en større renovering, hvor omklædningsfaciliteterne under trætribunen blev kraftigt forbedret. Derudover blev de gamle bænkerader erstattet af nye plastsæder, og betontribunen fik også en en tiltrængt opfriskning i klubbens røde og blå farver.

    Da det gamle stadion, grundet pladsmangel, ikke kan opgraderes til et fuldt Superligestadion, med kapacitet til 10.000 tilskuere, vedtog Helsingør byråd i 2016 , at bygge et nyt stadion på Gml Hellebækvej i forbindelse med Helsingør Hallen. Første etape er et stadion der opfylder kravene til 1. Division, med en følgende 2. etape, en udvidelse til Superliga kapacitet. Det nye Helsingør Stadion’s 1. etape forventes at stå færdigt til foråret 2018.