FC Helsingørs debutkamp i Alka Superligaen startede godt, men endte med et snævert nederlag til Hobro på DS Arena.

Allerede efter seks minutter bragte Mikkel Basse Helsingør foran, da bolden efter et hjørnespark blev clearet ud til kanten af feltet. Her kom midtbanespilleren først til bolden, og halvflugtede bolden ind ude ved venstre stolpe, og uden for målmandens rækkevidde.

1-0 FC Helsingør

Hobro var dog kampen igennem gode til at bryde Helsingørs spil, og brugte deres fysik godt, og selvom det var Helsingør der kom foran, var det faktisk Hobro der startede kampen bedst. De havde flere optræk til chancer, og efter et lille kvarter var det ved at gå galt, da en Hobrospiller kom fri til skud, og Søren Henriksen måtte ned i glidende tackling i feltet, der blokerede i sidste sekund.

Derefter kom FC Helsingør bedre ind i kampen, og spillede sig igennem til flere chancer. En pågående André Riel forsøgte sig først med et frækt chip til to fremstormende Helsingørspillere, der dog ikke kunne nå bolden, og få minutter efter afsluttede sidste sæsons topscorer med et djævelsk langskud, der tvang Hobros målmand ud i fuld længde for at redde.

Resten af første halvleg var meget lige, og Hobro kom til en enkelt ”direktør”, da et kort taget hjørnespark blev sendt fladt ind i feltet, men hverken venner eller fjender fik fod på bolden. Halvlegen sluttede dermed med en 1-0 føring til Helsingør

Da 2. halvleg blev fløjtet op, var det uden en ellers godt spillende Mads Aaquist, der måtte gå ud med en lille overbelastning i baglåret. I stedet kom Anders Holst ind på midten.

Hobro pressede på fra anden halvlegs start, og kom til flere store chancer i de første ti minutter, og Helsingørmålmand Mikkel Bruhn måtte flere gange på arbejde. Der var dog også muligheder til Helsingør og i det 53. minut kombinerede Pierre Larsen og André Riel sig flot igennem Hobro-forsvaret, men ingen af de to fik dog afsluttet i tide, og en ellers stor chance løb ud i sandet.

Helsingør begyndte derefter at spille sig uden om Hobro-presset, med mange flotte kombinationer og godt teknisk spil. Det var derfor en smule ufortjent, at Hobro efter 65 minutter fik udlignet. Målmand Mikkel Bruhn spillede bolden ud af feltet til Andreas Holm, der uheldigvis fik et dårligt touch på bolden, og lagde bolden til rette for en fremstormende Pål Kirkevold, der spillede bolden på tværs til Martin Mikkelsen, der på kanten af offside sparkede bolden sikkert ind.

1-1 Hobro

Tolv minutter senere gik det så galt igen for Helsingør, da et Hobrohjørnespark bliver forlænget over til den bagerste stolpe, hvor indskiftede Quincy Antipas stod fri, og kunne sparke bolden ind til Hobroføring.

2-1 Hobro

De sidste ti minutter forsøgte Helsingør at komme frem til udligningen, hvilket gav Hobro flere tilløb til chancer. Størst var et skud på indersiden af stolpen fra Quincy Antipas, men ingen af holdene formåede at få scoret, og dermed endte en ellers løfterig og velspillet kamp fra Helsingørs side med en 2-1 sejr til hjemmeholdet fra Hobro.