Det var den største kamp i FC Helsingørs historie der blev afviklet søndag eftermiddag, og interessen havde været massiv i Helsingør og omegn. Næsten 5400 tilskuere slog stadionrekorden, og var vidne til en kamp, hvor sidste sæsons suveræne mesterhold fra FC København vandt 4-0 i en kamp der i lange perioder var mere lige end cifrene antyder.

Helsingør lagde godt ud, og spillede bolden rundt i fine kombinationer og FCKerne rørte ikke bolden meget de første fem minutter. Men så fik Jan Gregus bolden på midtbanen, og spillede Sotiriou fri i Helsingørfeltet, og den dyre angriber svigtede ikke.
1-0 FC København

FC Helsingør slog dog ikke op i banen, og ganske få minutter senere fandt Ricki Olsen Anders Holst i fremløb. Holst driblede sig forbi to mand, men helt fri var han uheldig at ramme sin afslutning skævt, og bolden røg harmløst ud over sidelinjen.

Efter 18 minutter slog FC København så til igen. En fejl i tilbagespillet spillede pludselig Pavlovic helt fri, og alene med Mikkel Bruhn satte Serberen sikkert bolden ind.
2-0 FC København.

FCH spillede i lange perioder bolden fint rundt, men havde svært ved for alvor at blive farlige over for et stærkt FCK-forsvar. Og efter en halv time gik det galt igen. I en hovedstødsduel nåede Martin Fisch ikke helt højt nok på bolden, der blev afrettet bagud i stedet for at blive headet væk, og Pavlovic kunne så sætte i frit kontraløb og sparkede højt og hårdt bolden ind bag Mikkel Bruhn endnu engang.
3-0 FC København

Christian Lønstrup reagerede på den tredje scoring ved at sætte Nicolas Mortensen ind i stedet for Frederik Bay, og lige inden pausefløjtet satte en velspillende Adnan Mohammed den indskiftede angriber op til en stor chance, men desværre røg det god spark lige over.

I anden halvleg kom Helsingørspillerne lidt rystede ud fra pausen, men fik ædt sig ind i opgøret igen, og det blev en noget mere velspillet halvleg fra hjemmeholdet end den første. Nysigningen Patrick Olsen fik debut, og viste flere prøver på sin gode boldomgang, og sin fodboldforståelse. Men flere gode afslutninger på langskud fra Osama Akharraz og Ricki Olsen sad lige over eller ved siden af FCK-målet, og det lykkedes ikke FCH at kapitalisere på de chancer de spillede sig frem til.

Så FCK kunne slippe speederen lidt, og var primært farlige på kontrastød. Bl.a. havde Rasmus Falk et giftigt skud, som Mikkel Bruhn dog reddede flot.

Nicolas Mortensen spillede en god kamp, og efter 72 minutter blev han nedlagt i feltet i en situation, hvor hjemmefansene gerne ville have haft et straffespark, men dommer Peter Kjaersgaards fløjte forblev tavs.

FCH-spillerne kæmpede for at få det reducerende mål, men gang på gang gik afslutningerne i FCKernes blokader. Så det var ikke helt retfærdigt, at det var FC København der fik sat kampens sidste mål ind i det 83. minut. Sotiriou fik fødderne på en bold lige inden for feltet, og satte et flot langskud over i det lange hjørne uden for Bruhns rækkevidde.
4-0 FC København

Så kunne FCKere ellers lade uret rinde ud, og et langskud fra Osama Akharraz var det tætteste Helsingør kom på reduceringen, inden de 5308 tilskuere der havde været vidner til kampen kunne høre dommerens fløjte for sidste gang, og klappe spillerne ud efter en godkendt indsats, der dog endte med et nederlag der godt kunne have været et par mål mindre.

FC Helsingør: Bruhn, Bay, Fisch, Holm, Basse, Holst, Olsen, ”TK” Køhler, Akharraz, Mohammad, Henriksen.
Indskiftet: N. Mortensen, Patrick Olsen

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk