FC Helsingør har i dag skrevet en toårig kontrakt med 16-årige Nicolas Hald Willumsen (der fylder 17 nytårsaftensdag). Den unge angriber har haft et imponerende efterår for FCHs U17-hold, hvor han har scoret hele 23 mål i 13 kampe.

Nicolas er en af de lokale drenge, og bor i Gilleleje, hvor han også spillede som dreng. Da han blev gammel nok spillede han for FC Helsingørs U14-hold, og efter en afstikker til Lyngbys U-hold på halvandet år, kom han tilbage til Helsingør i sommer.

Da FC Helsingør tilbød ham en kontrakt var Nicolas og hans familie ikke i tvivl.
– Det var et 100% sikkert valg for mig. Jeg har det bedre her end jeg har haft nogen andre steder, og jeg spiller på et hold hvor vi fungerer perfekt sammen. Så jeg spiller med mere overskud og selvtillid end nogen sinde.

Nicolas beskriver sig selv som en ”rigtig angriber”
– Jeg er en ”ægte 9’er”. Mine styrker er, at jeg kan afslutte både med begge ben, og med hovedet, og jeg er aggressiv og viljestærk. Jeg forsøger at være typen, der aldrig giver op. Jeg sigter efter at komme i betragtning til førsteholdet inden for et års tid, og håber at jeg allerede dér kan banke på til spilleminutter.

Direktør Janus Kyhl er begejstret for at have sikret endnu et af klubbens store talenter:
– Nicolas er en fantastisk knægt, der har været i klubben som ganske ung, og er et produkt af klubbens stærke talentarbejde. Hans imponerende snit med knap to mål pr. kamp i U17-division, viser med al tydelighed, at her er et af de unikke angribertalenter vi sukker efter i dansk fodbold. Det er stadig noget specielt for en ungdomsspiller at få kontrakt i FCH, da vi fortsat er meget opmærksomme på økonomien, men med den fremgang der er i ungdomsafdelingen, kommer der kun til at blive flere talenter af Nicolas’ kaliber i klubben fremover.