I fredagens kamp mod AGF var det hjemmeholdet der løb med de tre point i en kamp som FC Helsingør trods alt var fint med i. Men AGF var dén smule skarpere på dagen, og FCH måtte tage hjem med et nederlag fra Århus.

Kampen startede i højt tempo, og der var ikke spillet mere end halvandet minut, før AGF fik deres første mulighed. Pierre Kanstrup sparkede et lumsk indlæg ind i feltet, hvor Adrian Kappenberger kom ud og fik bokset væk for snuden af to AGF’ere, hvorefter TK kunne cleare ud af feltet. Men lidt for nonchalant af FCH i startminutterne.

Efter ni minutter, hvor det mest var AGF der havde presset, fik FC Helsingør sin første store chance. Felipe Tontini brød AGFs opspil lige uden for feltet, og fandt Nicolas Mortensen, der satte i kontraløb. Han lagde en perfekt aflevering foran to AGF-forsvarere, og fandt Douglas, der driblede ind i AGF-feltet, men hans afslutning sad desværre lige på den forkerte side af stolpen. Stor mulighed til FC Helsingør!

Efter 14 minutter var det uhyggeligt tæt på, at FC Helsingør kom bagud. Tobias Sana kom forbi på venstrekanten, og lagde bolden skråt bagud i feltet og fandt en helt fri Jens Stage lige midt for mål, men på forunderlig vis fik den unge offensivspiller sparket bolden helt forbi mål i en situation hvor det nærmest var sværere ikke at score!

Herefter kom FCH faktisk bedre med i spillet. En velspillende Felipe Tontini havde flere gode aktioner, og Helsingør lykkedes med at lægge presset lidt højere på banen, og spille sig til flere hæderlige indlæg.

Det var dog AGF der fik den næste store chance. Efter 24 minutter gentog kombinationen ”Sana over kanten, og indover til Stage” sig, men igen kom Stage ikke frem til bolden, der strøg på tværs af FCH-feltet lige foran Adrian Kappenberger, men heldigvis uden at finde en AGF’er.

To minutter senere sendte Kappenberger så et langt spark frem i banen, og Tontini tog den ned og drev den frem til kanten af feltet, hvor han afsluttede, men hans kvalificerede spark gik lige over mål.

I stedet var det så AGF der åbnede målscoringen efter 29 minutter. Hjemmeholdet kom afsted i en kontra, og satsede med mange mand. Amini fandt Tobias Sana med en dybdestikning, perfekt mellem FCH-forsvarerne, og Sana sparkede den iskoldt ind i medløb.
1-0 AGF

De næste ti minutter pressede FCH på for udligningen, og det var Tontini meget af spillet gik igennem, men AGF’erne forsvarede sig klogt og gav ikke nogen store muligheder væk, selvom både Matheus og Adnan Mohammed havde flere gode aktioner på kanterne.

Ingen af holdene fik fremtvunget de helt store muligheder, og så kunne dommer Mads-Christoffer Christoffersen fløjte til pause med en smal føring til hjemmeholdet.

Det var AGF der tog teten fra anden halvlegs start, og hjemmeholdet fik fremtvunget to hjørnespark i de første fire minutter, der dog aldrig for alvor blev farlige. Men FCH havde nok at gøre med at forsvare de første ti minutter af anden halvleg.

Efter en lille time var det tæt på, at hjemmeholdet kunne udbygge føringen. Et indlæg fra venstresiden blev clearet af Basse, men lige ud til en AGF’er, der dog skød forbi stolpen i forsøget på at udplacere Adrian Kappenberger. Halvlegens største chance.

Det gav AGF blod på tanden, og allerede minuttet efter trak Amini ind fra højre side, og lagde en dybdebold, men hans fine aflevering til Stage blev ikke behandlet efter fortjeneste. Men FCH var presset i denne fase.

Men efter 64 minutter fik Felipe Tontini endelig udbytte af anstrengelserne, da han kom afsted i et løb i venstresiden, og køligt lagde den bagud i feltet til den netop indskiftede Anders Holst, der hamrede bolden utageligt ind bag Jovanovic.
1-1 FC Helsingør

Nu var det FC Helsingør der pressede på, og Douglas kom til to gode hovedstødschancer i det 70. og 71. minut. Især chance nummer to, på et frispark fra Matheus, havde fortjent en bedre skæbne, men desværre sad hovedstødet lige på Jovanovic i AGF-målet.

Men AGF lurede på kontraer og dødbolde, og efter 75 minutter kom hjemmeholdet foran. Et hjørnespark blev sendt ind i feltet, hvor Pusic kom helt fri ved bagerste stolpe, og headede bolden kraftfuldt ind.
2-1 AGF

De næste ti minutter bød på stillingskrig, hvor FCH forsøgte at komme afsted i kontraer, og AGF var tilfredse med at spille bolden rundt og lure på chancen der kunne lukke kampen. Men det var FCH, der var tæt på i det 88. minut, da Tontini fandt indskiftede Tobias på kanten. ”Toby” trak ind i banen og afsluttede resolut, men hans fremragende, dykkende spark var læst af AGF-målmand Jovanovic, der med det yderste af neglene vippede skuddet forbi mål. Stor chance!

Det lykkedes ikke FCH i de sidste minutter at få sat det endelige stød ind, og så kunne hjemmeholdet gå fra banen med en snæver, men fortjent 2-1 sejr.

FC Helsingør: Kappenberger, S. Henriksen, Gregor, Jørgensen, Mohammad, Matheus, Køhler, Basse, Tontini, Douglas, Mortensen.
Indskiftet: Bay, Holst, T. Christensen

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk