I kraft af vores efterhånden mange samarbejder i kommune og region har FCH Talent etableret hele to C-licens trænerkurser, i samarbejde med DBU. Den 7. april var 22 lokale trænere på kursus i Espergærde IF, og igen her den 22. april 2018 var der hele 23 lokale trænere på C-licens kursus ude i Hornbæk IF, i samarbejde mellem DBU, de lokale klubber og FCH Talent.

T+ træner René Lybek Hansen glæder sig over de mange trænere der får udbygget kompetencerne:
– Vi har tidligere på året afholdt kursus for 34 lokale trænere, hvor DBU-træner Carsten Dohm kom og inspirerede os ude i Helsingør IF, og at vi så allerede nu igen kan samle hele 45 lokale trænere på C-licens-uddannelse, i tæt samarbejde med vore moder- & samarbejdsklubber, er virkelig stærkt og godt for børne- og ungdomsfodbolden i kommune og region.

Derudover har FCH Talent indgået et samarbejde med Coerver Coaching Denmark, om at lave et uddannelsesforløb på 6x 3 timers uddannelse i børnefodbold henover de kommende 12 måneder. Coerver Coaching er et rigtigt spændende produkt for børnetrænere og deres filosofi og træningsmetoder er bredt anerkendt i mange internationale klubber og forbund.

Coerver coaching har fokus på individuelle færdigheder og små gruppespil som den vigtigste del af at lære spillet. Måden træningen er sat sammen på, er utrolig spændende i forhold til at give børnene de rette færdigheder til det endelige store spil. Derudover har Coerver Coaching og FCH aftalt et samarbejde om at afholde en coerverfodboldskole i sommerferien.

Coerver Coaching Danmark ser også frem til samarbejdet med FC Helsingør, fortæller headcoach i Danmark Hans Hansen:
– Vi er glade og stolte over at en stor klub som FC Helsingør har valgt os som samarbejdspartner. FC Helsingør er inde i en spændende udvikling og vi glæder os til at dele ud af vores viden og erfaringer, og derigennem være med til med til at inspirere FC Helsingør og deres samarbejdsklubber. Vi håber naturligvis at den store opbakning lokalt og regionalt til disse kurser og tiltag fortsætter, så vi i fællesskab kan blive dygtigere, og få børnefodbolden hævet yderligere heroppe i Nord.