FC Helsingør spillede en fin kamp i Randers, men endte alligevel som tabere af den første playoffrunde efter et 2-1 nederlag, der fulgte søndagens 1-1-kamp i Helsingør.

    Vejret var perfekt til fodbold i Randers, med høj sol og masser af mennesker på lægterne, deraf en større flok der havde taget den lange tur fra Helsingør.

    Det var FC Helsingør der sparkede bolden op, og fik med det samme et hjørnespark ud af opspillet. TK gik til bolden og lagde et fint hjørne ind i feltet, hvor Nicolas Mortensen ved bagerste stolpe headede mod mål, men desværre lige forbi stolpen. Første afslutning inden 45 sekunder var spillet, og fin start af helsingoranerne.

    Randers lagde de følgende fem minutter lidt mere pres på, og havde et par hæderlige indlæg i Helsingør-feltet, som der dog ikke var nogen modtager på.

    Efter otte minutters spil erobrede Tobias ”Toby” Christensen bolden midt for mål, lagde bolden til Nicolas Mortensen, der fandt Douglas, der spillede tilbage ud til Toby på højrekanten, der fik lagt et rigtig fint firstimet indlæg ind i feltet, men målmand Halldorsson kom først på bolden, og fik lukket ned for muligheden.

    Efter 14 minutters spil driblede Saba Lobzhanidze og Bashkim Kadrii sig fikst igennem i venstre side, og fik fremtvunget et hjørnespark. Saba gik selv til det, og hans lumske spark havde retning mod det lange hjørne, men gik heldigvis i nettaget. Tæt på at hjemmeholdet tog fusen på FCH.

    Der fulgte nu en periode med stillingskrig på midtbanen, og uden de store åbne chancer. Vi nåede således helt frem til det 24. minut, før hjemmeholdet bed fra sig igen. Marxen fandt Saba med en stikning i dybden, og den farlige kantspiller fandt rapt ind i feltet, men hans afslutning gik lige i favnen på Mikkel Bruhn.

    Kort efter var det FC Helsingør, der fik afsluttet. Douglas spillede en bold ned til Nicolas Mortensen, der med en fiks førsteberøring fik vendt i feltet, og afsluttet i samme bevægelse, men Halldorsson fik handsken på, og dirigeret skuddet uden om mål.

    De næste ti minutter kom bolden mere ned på jorden, og begge hold forsøgte med mere etableret spil, men begge forsvar stod godt og solidt, og ingen af holdene spillede sig til åbne chancer. FC Helsingørs midtbane viste fine prøver på deres tekniske færdigheder, og især Patrick Olsen var god til at finde sine medspillere. Men det var som sagt mere end almindeligt svært at finde huller i de kompakte forsvarskæder.

    Lige inden pausefløjtet, lykkedes det så Randers at finde et hul i panseret. Bashkim Kadrii drev bolden op gennem midten og huggede til lige uden for feltet, men Mikkel Bruhn fik reddet det lumske skud med en årvågen indsats. Stor chance for hjemmeholdet at gå til pause med.

    Anden halvleg startede med et frispark uden for feltet til hvert af holdene. Første sparkede Bashkim Kadrii i FCH-muren, og kunne ikke få dirigeret returbolden til en medspiller, og ganske få minutter senere gjorde Patrick Olsen præcis det samme i den anden ende.

    Da stadionuret rundede 50 minutter, gik den ikke længere for gæsterne fra Helsingør. FCH satsede på et langt indkast. Bolden blev clearet ud af Randers-feltet, og havnede for fødderne af Bashkim Kadrii. Lejesvenden fra FC København satte i fuldt firspring mod Helsingørmålet, kun dækket af Patrick Olsen. Det lykkedes Kadrii at spille på tværs til en fremadstormende Saba Lobzhanidze, der sparkede hårdt og præcist, og satte bolden ind helt ude ved stolpen.
    1-0 Randers FC

    Fem minutter senere fik FC Helsingør hjørnespark. Det blev sparket til den fjerne stolpe, hvor en større klump af spillere var i slagsmål om bolden, og bolden blev sparket direkte på Halldorsson. Stor chance, og et forvarsel om hvad der ville ske få minutter efter.

    Endnu et hjørnespark til FC Helsingør. TK lagde bolden midt i feltet, hvor den blev forlænget af målmand Halldorsson, der ikke kunne holde bolden. Ud for bagerste stolpe stod Douglas, der i hård kamp med en Randersforsvarer, fik drejet sin store krop rundt og foden på en akrobatisk afslutning. Bolden gik i en flot bue over målmanden og i mål.
    1-1 FC Helsingør

    Målet tændte i dén grad op under hjemmeholdet. Først var det uhyggeligt tæt på, at Mikkel Kallesøe kunne sparke bolden ind efter flot forarbejde fra Kadrii, der drev bolden frem og lagde den på tværs, men Kallesøes skud gik på overliggeren i en situation, hvor det nærmest var sværere at score end at ramme forbi.

    Minuttet efter rettede Randersangrebet så op på den brændte direktør. Efter en dødbold ind i feltet, fik Mølvadgaard forlænget bolden med hovedet, og en helt fri Saba Lobzhanidze kunne kanonere bolden ind fra kort afstand.
    2-1 Randers FC

    Efter 69 minutter fik FCH indkast. TK kastede langt, og bolden havnede hos Matheus. Han trak på tværs i feltet, og lagde bolden tilbage til TK. Han sparkede første gang efter det lange hjørne, men Halldorsson havde set skuddet komme, og greb midtbanespillerens skud ud.

    Føringsmålet fik Randers til at stille sig længere tilbage og lure på et kontrastød, der kunne lukke kampen. De næste ti minutter var præget af fight og nærkampe på midten, hvor begge hold gik til stålet, men hvor der igen var langt mellem de etablerede opspil.

    Efter 81 minutter kom FCH dog til endnu en chance. Et langt indkast fra TK blev kastet ind i feltet. Randers clearede bolden ud til Patrick Olsen, der fandt Søren Henriksen i højre side af banen. Han lagde et fint indlæg ind, men Halldorsson nåede lige nøjagtigt ind foran Nicolas Mortensen, der ellers var på vej op til bolden. Fin chance, men også godt målmandsspil af Randers.

    Fem minutter senere var det tæt på, at Martin Fisch kom på tavlen. En bold blev sendt ind i et overbefolket Randersfelt. Daniel Jørgensen trampede sig igennem, og bolden havnede lidt tilfældigt hos Fisch, der resolut trykkede af, men Halldorsson reddede igen.

    Efter 88 minutter var indskiftede Tontini endnu tættere på. Bolden blev i de sidste minutter gang på gang hældt frem i Randersfeltet, og efter lidt hovedstøds-pingpong endte den for fødderne af Tontini, der skød første gang, men igen blev skuddet blokeret, og heller ikke Daniel Jørgensen, der lå på toppen i de sidste ti minutter, kunne få bolden i kassen på riposten

    I overtiden pressede Helsingør aggressivt på, men kunne ikke få hul på bylden, alt deres hårde arbejde til trods. Der var lagt næsten fem minutter til, men rigtig farligt blev det ikke, og så kunne Randersspillerne fejre, at de sejrede i første runde i playoffspillet.

    Helsingørspillerne måtte derimod gå i omklædningsrummet med visheden om, at næste runde mod taberen af Silkeborg-Lyngby bliver knald eller fald. Vinder FCH, får klubben en chance mod et førstedivisionshold. Taber man samlet i de næste to, hedder det direkte nedrykning. Fortsættelse følger allerede på torsdag.

    FC Helsingør: Bruhn, Jørgensen, S. Henriksen, Gregor, Fisch, Matheus, Køhler, P. Olsen, Christensen, Douglas, Mortensen.
    Indskiftet: Tontini, Bay

    Dommer: Peter Kjærsgaard