FC Helsingør har hentet det 20-årige forsvarstalent Morten Fraysse i B93. Den unge forsvarsspiller gør sig primært centralt, og er venstrebenet.

Direktør Janus Kyhl siger om indkøbet:
– Morten er i første omgang hentet ind som en investering i fremtiden. Vi har fire rigtig stærke midterforsvarere i Holm, Fisch, Gregor og Daniel Jørgensen, hvor Morten til at begynde med vil være backup, især hvis Fisch eller Daniel skal spille på backen i nogle af kampene. Det har vi talt med Morten om, og det er han helt på det rene med.

– Men tag ikke fejl, Morten er et stort talent, og alene i kraft af at han er venstrebenet, giver han os en ekstra dimension i centerforsvaret. Det har været et ønske fra den sportslige sektor at få en teknisk god, venstrebenet forsvarer ind, og der er Morten et rigtigt fint match. Han spillede sig her i foråret ind som fast mand i B93, og kommer før det fra FC Københavns stærke akademi, så han er en spiller med potentialet til en stor karriere, og vi glæder os meget til at arbejde med ham.

Morten Fraysse har i første omgang skrevet en to-årig kontrakt med FC Helsingør.