FC Helsingør spillede sig videre i pokalen med en sikker 2-0 sejr over Slagelse på Harboe Arena. Det var en kamp, der i dén grad havde to forskellige halvlege. I den første var FC Helsingør klart bedst. Anden halvleg var mere fysisk, og ikke specielt velspillet fra nogle af holdene, men resultatet var der aldrig tvivl om.

Der var dog ikke spillet mere end et enkelt minut, da målmandstalentet Viktor Anker, der startede i målet i dag, måtte vise prøver på sin kunnen. En stikning gik hele vejen gennem FCH-forsvaret til en Slagelsespiller, der var alene igennem, men Anker kom godt ud af sit mål, og blokerede skuddet halvvejs med hoften, og halvvejs med armen. Stærk redning af den debuterende målmand.

Efter seks minutter var det FCHs tur til at spille sig til en stor chance. Anders Holst fandt Nicolas Mortensen med en fremragende stikning, men linjevogteren fløjtede for en noget tvivlsom offside. Godt spil af Holst.

Efter lige under et kvarter kom FC Helsingør så foran. Tålmodig spil rundt om feltet i et par minutter endte med, at Bay fik bolden mellem to Slagelseforsvarere. Backen trak mod baglinjen, og snør begge sine oppassere, og inde foran mål fandt han Carl Lange, der sikkert sparkede bolden ind bag Slagelses målmand.
1-0 FC Helsingør

Kampen var præget af varmen, og FC Helsingør spillede bolden fint rundt, og holdt Slagelsespillerne fra den. Efter en halv times tid blev Frederik Roepsdorff åbenbart træt af stilstanden, for han tog chancen fra 30 meter med en kanonkugle af et langskud, der tog undersiden af overliggeren, og hamrede ned lige over stregen, inden bolden røg i spil igen. Men linjevogteren var heldigvis vågen, og dømte skuddet inde.
0-2 FC Helsingør

Kort efter kom Slagelses Frederik Christensen fri i FCH-feltet på et indlæg, men han forivrede sig og ramte ikke bolden ordentligt, og så kunne Bay blokere det efterfølgende skud. Stor chance til Slagelses 10er.

Det var den sidste store chance i halvlegen, og så kunne FC helsingør gå i omklædningsrummet med en 2-0 føring og en halvleg, hvor man i lange perioder tydeligt havde kunnet se forskellen på toppen af Første Division og en oprykker i Anden Division.

Anden halvleg startede med et højt Slagelse-pres i de første fem minutter, hvorefter det lykkedes FCH at få presset spillet længere op af banen, uden det for alvor førte til de store chancer for nogle af holdene. Vi rundede således næsten en times spil, før FCH igen bed fra sig i Slagelsefeltet. Igen var det Lange og Bay, der spillede fint sammen, men Slagelseforsvaret fik afvist inden Bays indlæg kunne finde en mand i feltet. Kort efter havde Elvang et godt skud, der lige nøjagtigt gik på den forkerte side af stolpen. Gode takter fra Helsingør i denne fase.

Slagelse forsøgte at komme tilbage i kampen ved at skrue op for det fysiske spil. Det slog lidt FC Helsingørs rytme i stykker, og kampen var ikke specielt køn. Ingen af holdene kunne spille sig igennem modstanderens kæder, og der blev lavet mange frispark, især af Slagelsespillerne.

I det 88. minut fandt Elvang indskiftede Adnan Mohammad på ventrekanten, da det endelig lykkedes FC Helsingør at komme afsted i en kontra. Adnan sparkede et følt lob efter det lange hjørne, men desværre strøg skuddet lige forbi mål. Fin mulighed, og den første af slagsen i lang tid.

I overtiden fik Slagelses nr. 10 Frederik Christensen sit andet gule kort, og måtte dermed gå tidligt i bad. Det var også det mest begivenhedsrige der skete, indtil dommer Benjamin Svedborg fløjtede kampen af. En god første halvleg af FC Helsingør, og en anden halvleg, der var lidt mere ”en dag på kontoret”.

FCH: Anker, Bay, Fisch, Jørgensen, Henriksen, Roepsdorff, Basse, Lange, Holst, Elvang, Mortensen.
Indskiftet: Adnan Mohammad.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk