FC Helsingør led sæsonens første nederlag, da Fredericia vandt 1-0 i Helsingør. FCH havde i lange perioder mere end almindeligt svært ved at nedbryde den kompakte Fredericiadefensiv, der stod meget dybt i banen, så på den vis var nederlaget som sådan svært at sige noget til.

Det var dog hjemmeholdet fra FC Helsingør der startede bedst. Der blev lagt et højt tryk på jyderne, og efter seks minutter fik Mikkel Basse en god mulighed. Et hjørnespark blev forlænget af Andreas Holm, og headet bagud i feltet af en Fredericiaforsvarer. Bolden dumpede ned til Basse på kanten af feltet, men midtbanemanden kunne ikke helt dirigere sit skud, og bolden gik over mål. Fin start af FC Helsingør.

Få minutter efter kom Andreas Holm øverst på et hjørnespark, men hans hovedstød sneg sig over overliggeren. I denne fase så FC Helsingør både bedst og farligst ud.

Efter 12 minutters spil kom så den første Fredericiachance. Et indlæg fra Christian Sørensen blev headet ud af feltet, men lidt uheldigt landede den hos en Fredericiaspiller, der slog endnu et indlæg til en medspiller på kanten af feltet. Afslutningen sneg sig dog lige forbi stolpen for alvor at genere målmand Bruhn.

Efter Fredericias chance kom de bedre med i kampen. Der var masser af fight på midten, men ikke de helt store muligheder. Vi nåede helt frem til det 27. minut, før næste store mulighed bød sig. Et Fredericia-hjørnespark gik hele vejen over både forsvar og angribere, og nåede frem til bagerste stolpe, hvor Patrick Olsen til alt held kunne cleare bolden ud af feltet for næsen af en Fredericiaspiller.

Fredericia fik kort efter endnu et hjørnespark, der også blev clearet ud af feltet, men denne gang landede bolden hos Fredericias Anders Holvad, der klappede til den første gang. Hans forrygende skud røg dog akkurat over overliggeren, og kampens hidtil største chance gik heldigvis ikke ind.

Det var FCF der bed fra sig nu, og i 33. minut fandt en lang bold frem til Andreas Oggesen, der havde taget et godt kontraløb. Oggesen afsluttede, men lidt for langt udefra, og bolden gik forbi stolpen.

FC Helsingør formåede ikke at få flyttet spillet frem i denne periode, og tre minutter senere gik det galt. Christian Sørensen trak ind i feltet fra venstresiden, og afsluttede. Skuddet blev blokeret, men røg lige ud til Christian Sørensen igen, og i anden omgang svigtede han ikke, men satte et sikkert skud mellem benene på Mikkel Bruhn.
1-0 FC Fredericia.

Målet tændte lidt op under kedlerne hos hjemmeholdet. Frederik Bay blev nedlagt på kanten af feltet, og TK gik til bolden for at tage frisparket. Hans skud sad forrygende, helt ude ved stolpen, men FCF-målmand Nybo kom helt ud og reddede til hjørnespark. Forrygende frisparksforsøg fra Christian Køhler, men tættere på kom ingen af holdene, og så kunne dommeren fløjte til pause med en snæver føring til gæsterne.

Fra anden halvlegs start var det FC Helsingør, der kom bedst ud af omklædningsrummet. Hjemmeholdet forsøgte at presse højt, og spille lidt mere direkte. Men Fredericia stod godt i kæderne, og Helsingørspillerne havde svært ved at finde huller i forsvaret. Tættest på var indskiftede Nicolas Mortensen efter ti minutter, men han kunne ikke få sit skud rettet inden for rammen.

Og som det også havde været kampbilledet i første halvleg, åd FC Fredericia sig mere og mere ind i kampen. Efter 64 minutter blev Victor Torp spillet fri på kanten af feltet, trak ind mod midten og afsluttede hårdt mod venstre side af mål. Men Mikkel Bruhn fik bokset bolden forbi med en fantomredning.

FC Helsingør pressede og pressede, men chancerne stod ikke ligefrem i kø. Nicolas Mortensen havde endnu en mulighed omkring det 78. minut, men igen kunne han ikke dirigere et ellers fint indlæg inden for målrammen. Helsingør forsøgte sig med at flytte Pascal Gregor og indskiftede Daniel Jørgensen op i Fredericias felt, og selvom det gav noget mere tyngde i hovedstødsduellerne, blev det aldrig for alvor farligt.

FCH hældte lange bolde i feltet i ét væk, og i overtiden kom Mikkel Bruhn sågar med op på et hjørnespark, men lige lidt hjalp det. Tiden løb ud for FC Helsingør, og så måtte hjemmeholdet notere sig sæsonens første nederlag mod et meget defensivt Fredericia-hold, der kendte sin besøgelsestid.

FC Helsingør får dog snart en ny mulighed for at komme på pointtavlen, da vi allerede på onsdag klokken 18.30 møder Hvidovre på udebane.

FCH: Bruhn, Bay, Gregor, Holm, Fisch, TK Køhler, Holst, Olsen, Basse, Matheus, Douglas
Indskiftet: Elvang, Jørgensen, Mortensen.