FC Helsingør og den unge midtbanespiller Frederik Roepstorff har i dag forlænget samarbejdet frem til sommeren 2020.

Frederik Roepstorff blev indlemmet i seniortruppen sidste sommer, efter at have været ungdomsspiller både i FCH og FC Nordsjælland.

For ”Robber”, som holdkammeraterne kalder ham, var der ingen betænkninger i forhold til at skrive under på kontrakten
– Jeg er kommet tættere og tættere på holdet, og har fået en del spilletid i denne sæson. Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget i min tid i FCH. Selvom resultaterne ikke har været så gode, og det altid rammer én, så er stemningen stadig rigtig god i omklædningsrummet. Det har den altid været heroppe. Der er også kommet lidt flere unge ind i denne sæson, og vi har det godt med hinanden.

Roepstorff har også fået et godt indtryk af den nye cheftræner, Peter Feher.
– Vores træningspas er meget afvekslende, og der er stor fokus på den enkelte spillers rolle. Peter er meget detaljeorienteret, og vi har haft en god start under ham, selvom resultaterne desværre har haltet lidt.

Direktør Janus Kyhl har kendt Frederik Roepstorff i mange år, og det glæder ham at kunne knytte ham tættere til klubben
– ”Robber” er et produkt af fodbolden her i kommunen, og har spillet ungdomsfodbold i Espergærde siden han var helt lille. Han er en spiller der har arbejdet hårdt og længe, og som vi har kunnet se blive mere og mere moden, og tage mere og mere ansvar for sin fodbold i den tid han har været i klubben. Den kontrakt vi har underskrevet i dag er belønningen for hans hårde arbejde hidtil, men jeg er sikker på, at ”Robber” godt ved, at arbejdet først er ved at begynde nu. Han bliver spændende at følge, og vi er meget glade for, at det bliver i FC Helsingør vi kan følge ham.

Foto: FC Helsingør