FC Helsingør fik den forårspremiere alle i og omkring klubben havde håbet på, og som man havde arbejdet sig hårdt frem imod over vinteren, da Thisted FC blev besejret med 3-1 på Sparekasse Thy Arena.

FCH stillede op i 3-4-3-opstilling, og var på forhånd forberedt på, at Thisted ville forsøge at udnytter deres fysiske overtag, men FCH fik i lange perioder spillet bolden flot rundt, og med tre flotte mål og en diciplineret indsats var der aldrig tvivl om sejren.

Efter fire minutter fik FCH hjørne. TK gik til hjørneflaget og slog en god bold ind over. Pascal Gregor kom højest i bunken af spillere inde foran mål og headede til venstre i målet. Thistedmålmand Mathias Rosenørn måtte helt ud i fuld længde og hive en fabelagtig redning op af hatten for at holde skuddet ude. Nicolas Mortensen forsøgte at følge op, men fik blokeret sin afslutning.

Bolden blev clearet ud af farezonen, men straks slået tilbage ind til kanten af feltet, hvor Nicolas Mortensen tog den ned. Han blev nedlagt lige på kanten af feltet, og dommeren fløjtede for frispark.
Christian ”TK” Køhler havde åbenbart skudt sig varm på sit skarpe hjørnespark lige inden, for han gik køligt til bolden og sparkede et smukt, smukt frispark helt op i krogen af målet, hvor målmand Rosenørn ikke kunne tage den.
0-1 FC Helsingør.

Kort efter stødte Viktor Anker kraftigt sammen med en modspiller på kanten af FCHs felt. Målmanden lå længe til behandling, men Helsingør slap med skrækken, da den store målmand kom på fødderne igen efter nogle minutter.

Det næste kvarters tid var præget af fint spil fra FCH, og et Thistedhold, der mest spillede på fysikken og kontraangreb. Den næste store chance kom til Nicolas Mortensen efter små 25 minutter, da Mikkel Basse fandt ham med en fin dropaflevering. Mortensen vendte rundt, tog et træk, og trykkede af lige uden for feltet, men bolden strøg forbi stolpen.

Vi skulle helt frem til det 33. minut før Thisted fik en mulighed. En lang bold blev sendt frem til den store angriber Tukiainen, der tog den med ind i feltet med en brysttæmning. Han blev dog presset fint af FCH-forsvaret, og hans afslutning gik et godt stykke forbi målet.

De næste ti minutter spillede FCH bolden rundt, og forsøgte at finde sprækkerne i Thisteds kompakte defensiv, men til trods for fine aktioner fra de meget bevægelige FCH-spillere, kom ingen af holdene frem til de helt store chancer, og FC Helsingør kunne gå i omklædningsrummet med en fortjent 1-0 føring.

Anden halvleg startede med et hårdt tryk fra Thisted, der fik fremtvunget sit første hjørnespark i kampen i det 46. minut. Det førte til en kæmpechance til hjemmeholdet, da bolden dumpede ned mellem venner og fjender i det lille felt. To Thistedspillere fik afsluttet, men første gang fik Anker foden på med en forrygende refleks, og anden gang blev skuddet blokeret af forsvaret. Stor mulighed til hjemmeholdet.

De næste ti minutter lå kampen og vippede på en knivsæg. Thisted forsøgte sig med at udnytte sit fysiske overtag, og FCH var lidt på hælene i hundeslagsmålet midt på banen. Men efter 59 minutter fik FCH spillet sig op i Thistedfeltet. En bold strøg på tværs af feltet, hvor Carl Lange tog den ned i venstresiden. Han tog et træk og kanonerede bolden ind bag Mathias Rosenørn i Thistedmålet.
0-2 FC Helsingør

Kort efter scoringen gik Thisteds Laus Østervig Nielsen ind i en satset nærkamp med Patrick Olsen, og modtog et gult kort. Det var Thistedspillerens andet i kampen, og FCH kunne derfor se frem til at spille de sidste 25 minutter en mand i overtal.

Det førte straks til et par gode chancer, hvor Patrick Olsen og Lucas Haren fik spillet sig op omkring feltet, med nogle giftige indlæg til følge. Men det var på en kontra af de smukkere, at FC Helsingør kom på 3-0. Christian ”TK” Køhler fik ud over sit mål også en assist, da han sendte Nicolas Mortensen afsted op gennem midten, og fri af sine oppassere. Alene med målmanden svigtede angriberen ikke, og satte sikkert bolden i mål.
0-3 FC Helsingør

I det 72 minut fik Thisted reduceret, da Christian Kudsk fik foden på en lidt tilfældig bold i FCH-feltet. Han driblede sig ind mellem venner og fjender, og sparkede bolden hårdt og fladt ind, uden chance for Viktor Anker.
1-3 Thisted FC

Efter 77 minutter blev Osama Akharraz skiftet ind, og der var ikke spillet mere end et par minutter, da han tog en smuk dribletur forbi tre Thistedspillere, og fandt Mikkel Basse midt for mål. Basse hakkede til bolden et stykke udefra, men skuddet gik over mål.

Efter 85 minutter kom Ibrahim Samrawi ind til sin debut i FCH-trøjen, i stedet for en helt flad Lucas Haren, der havde spillet en rigtig flot kamp på wingbacken og kommet i vejen for rigtig mange Thistedafleveringer.

FC Helsingør spillede de sidste minutter klogt, og Thisted spillede sig ikke frem til yderligere farlige situationer. FC Helsingør kunne dermed notere sig for tre meget flotte point på en svær udebane, og den bedst tænkelige start på foråret.

FCH: Anker-Henriksen-Holm-Gregor-Bay-Haren (Samrawi 85’)-TK-Basse-Olsen-Lange (Akharraz ’77)-Mortensen (Willumsen 89’)

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk