I løbet af foråret har FC Helsingør og Nødebo Skole kørt et helt nyt projekt, hvor to ungdomstrænere fra FC Helsingør har trænet skoleklasser i fodbold i løbet af skoledagen. Projektet fortsætter igen til efteråret. Patrick Scheibel og Jacob Nordstrøm Scheel, hhv. assistenttræner på U19 og børnetræner på FCHs DBU-Top- og talentcenter, har trænet klasserne fra 0. klasse og op til femte klasse én dag om ugen, hvor alle klasser har været forbi gymnastiksalen til lektion i fodbold og bevægelse.

– Vi har haft fokus på, at alle fik en bold, og at alle fik rørt sig, mere end egentlig fodboldtræning eller taktisk træning, fortæller Patrick Scheibel.
– For os var legen med bolden, og at ungerne fik rørt sig med en bold i fødderne det vigtigste. Alle skulle kunne være med, samtidigt med at vi har prøvet at lave nogle øvelser som de synes var sjovest. Det er klart, at jo ældre børnene har været, jo mere komplicerede har vi kunnet lave øvelserne, men det vigtigste var at alle var inkluderet i træningen.

I første omgang løb projektet fra uge ét til otte, men det er nu blevet forlænget med endnu en tørn fra uge 36 til 42. FCH-trænerne har været ansat på vikarkontrakter de dage de har trænet, og det er de aftaler, der nu bliver forlænget

Den efterfølgende evaluering fra skolen har været meget positiv, fortæller T+ Træner fra FCH, René Lybek Hansen
– Nødebo Skole har været meget tilfredse med de to træneres pædagogiske tilgang, og den måde øvelserne er blevet udført. Lærerne har også rost den måde Patrick og Jacob har fået alle børnene med, også de der ikke normalt er så glade for Idræt og fysiske aktiviteter. Børnene har fået rørt sig og haft en glæde ved den fysiske aktivitet, som har været til gavn for både ungerne og deres skolegang. Derfor har skolen også ønsket at fortsætte samarbejdet til efteråret. Det er vores håb og plan, at vi kan udbrede samarbejdet til flere skoler i det Nordsjællandske, og få givet en masse børn heroppe en glæde ved legen med bolden, der forhåbentligt hænger ved, når de bliver ældre.

Henrik Løber fra Nødebo IF har formidlet kontakten mellem FC Helsingør og Nødebo Skole, og også han mener at projektet har været en stor succes:
– Det har været helt fremragende med det her FCH-skoleprojekt på Nødebo skole. Jo mere fysisk aktivitet der kan bringes ind i børnenes lange skoledag, jo bedre. Fodbold som holdsport kan jo rigtig mange positive ting, og det er fantastisk at se fodbolden integreret i skoledagen i alle klassetrin på Nødebo Skole. Skoleprojektet er endnu en positiv historie til Nødebo IF og FC Helsingørs snart 2-årige samarbejde.

Foto: FC Helsingør