Dagens kamp mod Nykøbing lignede på forhånd en skæbnekamp for overlevelsen i NordicBet Ligaen. Men som resultaterne i de andre kampe formede sig, sørgede Douglas med to mål i overtiden for, at FC Helsingør stadig har muligheden for at overleve i rækken, trods en uafgjort på Falster.

De første fem minutter startede med en del dueller på midten. FCHs midtbane med Patrick Olsen, Mikkel Basse og Christian ”TK” Køhler begyndte energisk, og vandt mange bolde, og forsøgte at sætte Nicolas Mortensen og Matheus i scene.

Efter 11 minutter fik Nykøbing kampens første store mulighed. Et indlæg fra venstre kant blev clearet ud af feltet, men dumpede lige ned for fødderne af Joachim Wagner, der afsluttede fladt og hård et par meter uden for feltet. Bolden strøg dog lige nøjagtigt forbi den fjerneste stolpe.

Efter 17 minutter fik Nicolas Mortensen bolden på midten af banen. Han stak den perfekt første gang mellem to Nykøbingforsvarere, og Matheus kom igennem. Han lå dog et stykke ude i højresiden, så da han kom ind i feltet, var han tvunget til at afslutte fra en spids vinkel. Nykøbingmålmand Sebastian Olsen blev stående på benene, og reddede skuddet. Godt opspil fra FC Helsingør.

Efter 20 minutter fik FCH et indkast ud for Nykøbings felt. Bolden blev kastet ind til TK, der slog indlægget. Inde foran fik Matheus bolden ned på jorden, og moslet den videre i en stor klump spillere, indtil den til sidst endte hos Daniel Jørgensen, der forsøgte at sparke højt i målet, men Sebastian Olsen fik hænderne på, og den røg over.

Det var FCH der pressede i denne fase, og kort efter fandt Mikkel Basse Matheus med endnu en stikning i dybden. Denne gang fik brasilianeren bolden forbi Nykøbingmålmanden, men desværre også lige forbi mål.

Men efter 27 minutter kom hjemmeholdet foran. Nykøbing fik hjørne, og inde foran mål kom Mathias Kristensen højest og headede bolden utageligt ind bag Mikkel Bruhn.
1-0 Nykøbing FC

Men allerede ti minutter efter kom FCH på omgangshøjde. Collen Warner fik en lang aflevering i højresiden. Amerikaneren trak ind i banen og huggede til bolden med venstrebenet på kanten af feltet. Bolden ramte en modstander, og snød målmanden, derefter tog den undersiden af overliggeren og dumpede ned bag målstregen. Ikke det kønneste mål i danmarkshistorien, men set fra FCH-bænken var det pragtfuldt.
1-1 FC Helsingør

Der blev ikke scoret yderligere i halvlegen, så FCH kunne gå til pause med forsigtig optimisme efter en god halvleg.

Anden halvleg begyndte lidt nervøst for begge hold, og der var spillet ti minutter før den første mulighed bød sig. Det var på et hjørnespark til FC Helsingør, hvor Pascal Gregor var tæt på at få hovedet på, men forsvarsspilleren var dækket tæt op og kunne ikke dirigere sit hovedstød, der gik over mål.

Efter 69 minutter var indskiftede Osama Akharraz tæt på. Matheus dækkede energisk sin mand i venstre side, ud for feltet, og til sidst fik han presset som modstander til at lægge bolden lige tilbage til Bay. Bay afleverede til Matheus første gang, og brasilianeren lagde bolden indover til Osama, der lige nøjagtigt ikke kunne nå frem til bolden.

Men tre minutter senere gik det galt for FC Helsingør igen. Lars Pleidrup kom afsted i en kontra på venstrekanten. Den hurtige kantspiller kom rundt om sine oppassere og ind i feltet. Her trykkede han hårdt og præcist af, og satte lige præcis bolden rundt om Mikkel Bruhn og ind i det lange hjørne.
2-1 Nykøbing FC

Efter 78 minutter fik Frederik Bay en stor chance for at udligne, da Matheus førte bolden frem på midten. Han kom ind i feltet, og lagde den på tværs til Bay, der lå helt fri i venstre side af feltet. Wingbacken trykkede af, men en Nykøbingforsvarer kom i sidste øjeblik i vejen for skuddet, der blev blokeret. Stor mulighed til FCH.

Efter 86 minutter fik Patrick Olsen muligheden. Jonas Henriksen tog et langt indkast, der gik på kryds og tværs i feltet. Til sidst havnede den hos Patrick, der tog et træk og afsluttede, men bolden gik over mål.

Minuttet efter kom Nykøbing afsted i en kontra. Mads Kaalund fik bolden i medløb, og lavede et par fikse træk på kanten af feltet, inden han til sidst fandt Pleidrup. Men Pascal Gregor var vågen, og fik lukket ned for den farlige veteran.

Men det var alligevel Nykøbing, der fik scoret til 3-1. Emil Holten får bolden ved baglinjen og trækker ind og skyder. Bruhn redder, men i anden omgang sætter Holten den så sikkert ind under målmanden.
3-1 Nykøbing FC

Så så det ualmindeligt svært ud for FC Helsingør, da overtiden begyndte, men Douglas havde noget han skulle have gjort færdigt. FCH pressede højt, og sendte bold efter bold frem. Men det var et 70-metersløb fra Patrick Olsen, slog midtbanekrigeren et indlæg ind foran mål, som Douglas bare skulle løbe ind i. Det gjorde han så, og reducerede sikkert.
3-2 FC Helsingør.

Minuttet efter blev det også 3-3. Pascal Gregor lagde en lang fremlægning op i banen, og Douglas kom højest og headede den ind bag Sebastian Olsen
3-3 FC Helsingør, og helt vanvittig afslutning på kampen, der blev fløjtet af umiddelbart efter.

Det betyder, at FC Helsingør med en sejr i sidste runde over Lyngby kan overhale Hvidovre, forudsat at Hvidovre taber i deres kamp ude mod Fredericia. Det bliver en neglebider af rang, og vi håber hele Helsingør vil komme og støtte op om drengene i den sidste kamp på det gamle Helsingør Stadion.

FCH: Bruhn, Gregor, Henriksen, Jørgensen, Bay, ”TK” Køhler (’77 Douglas), Basse (’59 Akharraz), Warner, Olsen, Mortensen (’68 Holst) Matheus

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk