Der kommer også fremover til at være øl i hanerne og sodavand i køleskabene fra Carlsberg på Helsingør Stadion. Fredag underskrev FC Helsingør og Carlsberg således en ny og forbedret aftale om drikkevarer til Helsingør Stadion. Der er tale om en forbedring af den eksisterende aftale, og den største aftale om drikkevarer i FC Helsingørs historie.

Direktør Jim Kirks er meget tilfreds med den nye aftale.
– Vi er rigtig glade for, at Carlsberg kan se perspektiverne i det arbejde der bliver udført her i FCH, og ser sig selv som en del af det fællesskab vi har opbygget heroppe. Den nye aftale giver ro på den front de næste tre år, og den længerevarende aftale fortæller også om Carlsbergs tro på bæredygtigheden i projektet fremover. Vi er glade for, at vi kan indgå aftaler af denne størrelse med en virksomhed, der både er til stede lokalt og på verdensplan.

Foto: Carlsberg