FC Helsingør spillede tirsdag eftermiddag den tredje af vinterens træningskampe på udebane mod førstedivisionsholdet fra Næstved. FCH tog en fin skalp, da det endte med en 3-2 sejr på det regnvåde træningsanlæg i Sydsjælland. Nyindkøbte Kevin Stuhr Ellegaard debuterede for FC Helsingør.

Kampen var ikke mange minutter gammel, da FC Helsingør kom foran på et godt mål af den svenske prøvespiller Teddy Bergqvist. Det var generelt FC Helsingør, der fik lagt et godt pres fra kampens start, og Næstved havde nok at gøre med at forsvare sig. Det var derfor ikke helt efter spil og chancer, at Næstved udlignede efter et lille kvarter.

Men FCH pressede ufortrødent videre, og kampen bølgede fint frem og tilbage med et lille overtag til FC Helsingør. Efter et hjørnespark røg en FCHer i græsset i en nærkamp. Det var lidt svært at bedømme hvem der blev nedlagt, men det var til gengæld nemt at se, at det var Lucas Haren, der helt sikkert satte det efterfølgende straffespark ind til en 2-1 føring til FC Helsingør.

Det var også stillingen, da man nåede frem til pausen, og de to hold kunne komme ned i varmen og vende halvlegen.

Kort efter anden halvlegs start var Lucas Haren på spil igen. Han fik en god aflevering i fødderne og satte bolden sikkert ind over Næstveds målmand.

Men Næstved gav ikke op så let, og kom tilbage i kampen lige efter FCHs scoring. En tværbold blev sat sikkert ind uden chance for Christoffer Petersen, der erstattede Kevin Stuhr Ellegaard i anden halvleg, og så var Næstved på 2-3.

Anden halvleg var mere lige end første halvleg. Christoffer Petersen og stolpen reddede et par nærgående forsøg fra Næstved, og Næstveds keeper havde også et par gode redninger, størst da han pillede et skud fra Bergqvist på en friløber, hvor den svenske angriber ellers havde spillet sig selv flot fri, da han tog bolden med sig med en flot brysttæmning.

Der var en del udskiftninger fra begge hold, men kampen holdt fint intensiteten frem til slutfløjtet, selvom der ikke blev scoret yderligere. Dermed kunne FC Helsingør notere sig for sin anden sejr i træningskampene, som faktisk godt kunne have været et mål eller to større.

FCH: K.S. Ellegaard (C. Petersen), Bay, N. Hansen, H.C. Bonnesen (A. Holm), J. Henriksen, E. Just (Holst), D. Norouzi (M. Christensen U19), F. Christensen L. Haren (R. Olsen), C. Lange (C. Cortez) T.Bergqvist

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk