FC Helsingør har skrevet kontrakt med den 15-årige Viktor Hammer Thinesen, der primært spiller som angriber.

FC Helsingørs Akademi er i rivende udvikling og klubben har de sidste par sæsoner for alvor begyndt at se resultater af det hårde arbejde, som alle akademi spillere og trænere laver hver eneste dag. Flere unge spillere har kommet i spil til klubbens førstehold, seneste skud er Hans Christian “Kritte” Bonnesen, der har startet inde i flere af sæsonens turneringskampe for seniorholdet. En af målsætningerne er at endnu flere af klubbens ungdomsspillere skal kunne tage springet op i førsteholdstruppen, og en del af strategien for at opfylde denne målsætning er at kunne fastholde ungdomsspillerne på akademiet.

Lederen af FCH Akademiet, Kenneth Rasmussen uddyber:
– I FC Helsingør har vi store ambitioner, og lige nu ligger rigtig meget af vores fokus på at vores førstehold skal klare oprykningen til 1. Division. Men ledelsen på senior og ungdom husker også hele tiden på i fællesskab at bygge videre på fremtiden, og holde fremdrift i hele vores sportslige sektor og dermed også arbejdet med klubbens akademi, for vi har konstant fokus på at gøre vores unge spillere klar til førsteholdet.

– En del af det at kunne videreudvikle egne spillere til førsteholdet, er at fastholde de spillere der har særlige forudsætninger, og det har vores unge angriber Viktor Elliott Hammer Thinesen, i hverdagen bare kaldet ” Hammer”. og derfor har vi prioriteret at skrive ungdomskontrakt med Hammer, så snart vi havde mulighed for det.

– Hammer kom til os som U13 spiller fra vores samarbejdsklub, Fredensborg B&I, og han har længe været inde i en god udvikling hvor han hele tiden har lagt nye lag på sit potentiale. Han har som alle spillere både styrker og udviklingsområder, men vi hæfter os specielt ved, at han er nysgerrig og gerne vil lære og dygtiggøre sig. De klare styrkeområder ligger specielt i “Hammers” store tekniske færdigheder, og hans spilintelligens, kombineret med evnen til at komme frem til og udnytte sine målchancer, gør ham til et spændende angrebstalent.

– Bliver Hammer ved med at arbejde hårdt, kan han nå langt med sin fodbold, og vi ser frem til det videre samarbejde.

Viktor Hammer Thinesen udtaler selv:
– Jeg har valgt at skrive kontrakt med FC Helsingør fordi jeg har været her i en del år nu, og er utrolig glad for at være her. Jeg føler mig tryg og hjemme her blandt mine medspillere og trænere. Og ikke mindst mener jeg, at det bedste for min fortsatte udvikling, er at blive her i klubben hvor jeg rykker op i en meget stærk U17 trup, og jeg glæder mig til at blive udfordret endnu mere.

Foto: FC Helsingør