Den amerikanske angriber Chris Cortez’ kontrakt udløb ved sæsonafslutningen, og kontrakten er ikke blevet forlænget.

Sportslig ansvarlig Brian Gellert sætter et par ord på afskeden med Cortez:
– Vi har været glade for at have Chris her. Han er en god fyr, og en god fodboldspiller, men hverken han eller vi har helt fået det ud af hans ophold her, som vi havde håbet. Han viste sig, trods sine få kampe, som en afgørende spiller alligevel, da han trådte til med et par vigtige mål i de sidste kritiske kampe om oprykningen til NordicBet Ligaen. Chris kan i dén grad forlade Helsingør med løftet pande og følelsen af at have gjort en forskel for os på et meget vigtigt tidspunkt.

– Hvad angår de andre spillere med udløb, er den sportslige sektor lige nu i fuld gang med at evaluere truppen, og tilpasse den til næste sæson. Men Chris havde tilbud fra amerikanske klubber, som han gerne vil se nærmere på, så derfor siger vi farvel til ham nu. Vi vil gerne takke ham for hans tid og hans indsats i Helsingørtrøjen.

Chris Cortez nåede fem kampe og to mål for FC Helsingør.

RED: En tidligere udgave af denne artikel sagde at Chris Cortez havde takket ja til et tilbud fra den amerikanske klub Phoenix Rising. Dette er ikke korrekt. Vi beklager.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk