Ved udgangen af sæsonen udløb kontrakterne for tre af FCHs mest erfarne spillere: Thomas ”TK” Kristensen, Ricki Olsen og Andreas Holm, og alle tre stopper hos FC Helsingør.

Sportslig ansvarlig Brian Gellert sætter nogle ord på afskeden med de tre spillere:
-Alle tre har leveret en jætteindsats i FCH-trøjen. Ikke mindst Andreas Holm, der har været hos os i næsten seks år, deraf en del som anfører. Holm har været en markant personlighed for os, og har i dén grad optjent sit helt eget kapitel i historien om FC Helsingør, så ham sender vi en særlig tak.

-Men klubben har besluttet, at tiden er den rette for fornyelse i truppen, hvorfor vi desværre må sige farvel til nogle erfarne og yderst vellidte spillere i truppen. Men der er for os også et økonomisk aspekt der spiller ind. Når man har en trup med en høj gennemsnitsalder er den også dyrere, og det er stadigvæk noget vi er nødt til at have stor fokus på, oprykningen til trods. Så for ”TK” og Holm har vi besluttet, at det giver mest mening med et generationsskifte nu, deres mange kvaliteter som fodboldspillere til trods.

– For Rickis vedkommende var det hans egen beslutning, at han fremover primært vil koncentrerer sig om familielivet og sine studier, og han meddelte os for et stykke tid siden, at det ikke ville blive aktuelt med en forlængelse.

Jeg vil gerne på vegne af klubben takke alle tre spillere for deres tid i FC Helsingør, ikke mindst deres bidrag til denne sæsons altafgørende oprykning fra 2. Division, og ønske dem al held og lykke med deres videre karrierer.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk