FC Helsingør har forlænget med forsvarsspiller Nikolaj Hansen. Midterforsvareren har spillet stort set fuld tid siden skiftet fra Næstved sidste sommer, og har været del af anførergruppen hele sæsonen, så for sportslig ansvarlig Brian Gellert lå forlængelsen lige til højrebenet.

– Da vi hentede Nikolaj, var det fra et daværende tophold i 1. Division, og han har vist i det sidste år, at han både som spiller og person, er én man kan regne med. Han har stort set ikke misset et træningspas og han er meget professionel i den måde han passer på sig selv. Han har også bevist, at han er en spiller som de unge kan læne sig op ad, og når vi gerne vil have en ung trup er det vigtigt med erfarne spillere som Nikolaj, der er gået ind og er en ledertype både på og udenfor banen.

Nikolaj Hansen selv ser både tilbage på oprykningssæsonen og den kommende sæson med glæde:
– Jeg har været glad for at være her det forgangne år og jeg har lysten og motivationen til at fortsætte, og forhåbentligt være med til at stabilisere FCH i 1. Division. Der er sket vanvittigt meget på de tolv måneder jeg har været her, det har været vildt, og sjovt, og spændende, og jeg synes vi har fået opbygget en god og homogen gruppe, med gode folk og gode spillere

– Qua min erfaring og position på banen er jeg en af dem der skal gå forrest når ”lokummet brænder”. Vi har mange gode spillere, der kan spille god fodbold og score mål, så vi skal også have nogen, der kan holde snor i dem, og det er nok min rolle på holdet.

– På den lange bane synes jeg både, at der er store perspektiver i klubben og et godt potentiale. Men på den korte skal vi først og fremmest finde ud af at omstille os fra dominerende favorithold, til en underdog, der skal ud og kæmpe i alle kampe i en svær og udfordrende første division. Men selvfølgelig tror jeg på, at vi har potentiale til at gøre en god figur, ellers havde jeg heller ikke forlænget. Først og fremmest handler det om at starte med at nogle vinde fodboldkampe og komme op i midten af rækken, inden vi begynder at have større ambitioner, og så tror jeg på, at vi har et hold, der kan gøre det godt.

Nikolaj Hansen har spillet 24 kampe for FCH og scoret to mål.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk