Det krævede fight og et par gode mål, før FC Helsingør søndag eftermiddag kunne trække sig sejrrigt ud af dysten mod Skive IK, der kæmpede godt for det, i det kølige efterårsvejr på Helsingør Stadion.

FC Helsingør kunne dog ikke fået en bedre start, da der ikke var spillet mere end tre minutter før målet til 1-0 faldt. Anders Holst slog et perfekt hjørnespark til forreste stolpe, hvor Jonas Henriksen kom højest af alle, og headede bolden utageligt ind bag Skives målmand Marcus Bobjerg. Et klassisk dødboldsmål, perfekt eksekveret.
1-0 FC Helsingør

Skive fik lagt presset højere op på banen de næste ti minutters tid, men FC Helsingør forsvarede sig fint, og lurede hele tiden på at få sendt Jeppe Kjær afsted i et kontraløb.

Efter 13 minutters spil var det tæt på. Teddy Bergqvist og David Boysen spillede en fin 1-2 på venstrekanten, der endte med at Boysen kunne slå et farligt indlæg ind i Skives felt, hvor det var meget tæt på, at Jeppe Kjær kunne nå bolden, men Bobjerg var vågen og kunne gribe bolden sekundet inden Jeppe nåede frem til den.

I det 18. minut var Oliver Kjærgaard tæt på at komme på tavlen. Han fik bolden et par meter uden for feltet, tog et ryk fremad, og hakkede til bolden. I feltet blev skuddet rettet af, men Bobjerg fik alligevel kastet sig til den rigtige side, og bokset bolden ud med en fantastisk redning. På det efterfølgende hjørnespark fik Jeppe Kjær forlænget bolden ved den forreste stolpe, men inde foran kunne Bobjerg igen erobre for snuden af et par FCHere.

FCH spillede den mere tålmodigt rundt i denne fase, og Skive trak længere og længere ned mod eget felt. Efter 27 minutter var det tæt på at give pote, da godt spil rundt i kæderne til sidt førte til, at Bay kunne få en lang bold i en fri position på venstrekanten. Bay lagde bolden fladt på tværs, og på kanten af feltet var David Boysen centimeter fra at kunne sende et skud på mål. Først i sidste sekund fik en Skive-forsvarer lukket ned for Boysens skudmulighed.

Ingen af holdene spillede sig til det helt store i resten af halvlegen. Der var lidt murren på tilskuerpladserne, da Teddy Bergqvist gik omkuld i feltet i en nærkamp, men det var vist fair nok at dommerens fløjte forblev tavs. Dermed måtte FCH nøjes med en snæver 1-0 føring ved pausen.

FC Helsingør kom bedst ud af omklædningsrummet til 2. halvleg, og hjemmeholdet fik lagt et godt pres op mod Skives mål. Gæsterne fra det jydske forsvarede sig dog flot, og det var først efter syv minutter at FCH kom til den første rigtigt store chance. Jeppe Kjær løb efter en lang bold ud mod højre kant, hvor han fik taget den ned, og med, for næsen af sin oppasser. Kjær lagde bolden på tværs til Frederik Juul, der spillede den videre første gang til David Boysen, der huggede til den første gang. Hans skud gik dog en meters penge over mål.

Efter 58 minutters spil havde Skive haft et par minutter med boldbesiddelse., En Skivespiller lagde bolden på tværs, men Frederik Juul var kvik og opfangede afleveringen. Dermed endte han og Jeppe Kjær i en to-mod-to. Juul fik spillet bolden til Kjær, der trak i feltet og skød af. Men desværre sad hans skud et godt stykke over overliggeren. Fint kontraspil fra FCH, dog.

Efter 65 minutter fik Skive deres største mulighed hidtil. Et hjørnespark blev clearet ud af feltet af Kevin Stuhr, der kom godt ud og fik bokset til den. Skive erobrede dog andenbolden, og fik spillet den til en mand på kanten af feltet. Han afsluttede mod det lange hjørne, men bolden fik ikke helt dyk nok på, og tog overliggeren.

Efter 67  minutters spil burde FC Helsingør nok have haft et straffespark. David Boysen fik en fin bold i fødderne, og fandt Jeppe Kjær i feltet. Kjær trak forbi sin mand, der lige præcis fik prikket bolden foran Jeppe, men inde foran kom Bobjerg flyvende ned i Jeppe Kjærs fødder, inden FCH-angriberen kunne nå frem til den igen. Kjær blev væltet omkuld, men dommeren vinkede noget uforståeligt afværgende, til trods for at den så meget oplagt ud.

De næste ti minutter var rodede fra begge hold, der begyndte at se lidt trætte ud. Begge hold skiftede ud, og Callum McCowatt kom ind til sin debut i FCH-trøjen i stedet for Teddy Bergqvist, og Carl Lange erstattede Boysen.

Skive sparkede lange bolde op mod FCH-feltet, og spillet fra begge hold blev rodet. Men det lykkedes alligevel FCH at få sat den ind igen hen mod slutningen. Efter 82 minutter fik Jeppe Kjær bolden i fødderne, han tog den til sig, holdt sin oppasser på afstand og lagde bolden til Callum McCowatt, der trak op centralt og lagde den ud til Carl Lange. Lange lagde den ind centralt til Kjær, der var vågen, og i stedet for at sparke selv lagde den videre til en helt fri Elijah Just, der stille og roligt sparkede den ind ude ved stolpen.
2-0 FC Helsingør

Men Skive fik reduceret kort efter. Thomas Santos kom afsted på højrekanten, og slog et indlæg lige ind til Oliver Haurits, der fra helt tæt hold fik bugseret bolden forbi Kevin Stuhr, der sprællede forgæves.
2-1 Skive IK

Skive forsøgte sig derefter mest med halvhjertede lange bolde frem, der ikke førte til det helt store, og virkede trods den sene reducering fysisk udkørte. FCH lurede på kontraen, og var tæt på en enkelt gang. Callum McCowatt spillede Jeppe Kjær, der stak den tilbage til Callum og Lucas haren på det helt rigtige tidspunkt. Haren afsluttede, men Bobjerg var på plads med endnu en stor redning.
Yderligere skete der ikke, og FC Helsingør kunne fortsætte den gode start i 1. Divison med tre lune point på en kølig eftermiddag.

Næste opgave er en udebanekamp mod Fremad Amager, og det er allerede onsdag den 21. kl 18.30.

FCH: K. Ellegaard, F. Bay (62’ HC Bonnesen), P. Rejnhold, J. Henriksen, A. Holst, D. Boysen (69’ C. Lange), O. Kjærgaard (62’ D. Norouzi), F. Juul Christensen, E. Just (85’ L. Haren), T. Bergqvist (’69 C. McCowatt), J. Kjær

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk