Forsvarsspilleren Philip Rejnhold har imponeret i FCH-trøjen, siden han i sommerpausen kom til FC Helsingør på en fri transfer, bl.a. med flere Man of the Match-kåringer i de første kampe. Det har klubben nu valgt at honorere med en kontraktforlængelse, som Philip har takket ja til.

Sportslig ansvarlig Brian Gellert glæder sig over at forlængelsen er faldet på plads:
– Vi kendte godt til Philips kvaliteter, og han har imponeret siden sin start i klubben. Det glæder os at vi havde set rigtigt med ham. Han er en spiller, der passer perfekt ind i vores gruppe, og vores miljø. Han er en rigtig god fyr med en professionel indstilling, og vi glæder os til at arbejde videre med ham. I første omgang skrev vi kun et år med ham, men det blev hurtigt klart, at han var en spiller vi gerne ville bygge videre på i et længere forløb. Så vi har lagt to år til den kontrakt, der løb frem til sommer. Han er allerede i nu i vores optik en af 1. Divisions bedste forsvarsspillere, hvis ikke den bedste, og han har et meget stort potentiale.

For Philip Rejnhold selv var der ikke så meget at betænke sig på
– Jeg er rigtig glad for at være i Helsingør. Jeg er glad, når jeg står op om morgenen, og glad når jeg tager til træning. Jeg har gode holdkammerater og gode trænere, så det gik også rimeligt stærkt, fra vi begyndte at snakke om forlængelse, til det var på plads. Det er nok det mest professionelle setup jeg har været i, og det er dejligt at man primært kan gå på arbejde og bare koncentrere sig om at spille fodbold.

– Jeg kom herop for at spille, og da jeg så fik chancen ret hurtigt, efter at Dalton (Wilkins, red.), måtte udgå i den første kamp, har jeg stort set spillet fast. Jeg har også spillet på en uvant plads i midterforsvaret grundet skader og karantæner, og det har været både spændende og udfordrende. Jeg er jo ikke den højeste spiller i verden, og normalt er midterforsvarere noget større, men så har jeg så nogle andre kvaliteter, jeg kan bruge på pladsen.

– Jeg er også sikker på, at holdet kan udvikle sig endnu mere. I første omgang er målet, at vi skal etablere os i Første Division. Men på længere sigt har jeg klart et mål om at skulle spille Superliga på et tidspunkt, og det tror jeg de fleste i truppen har. Men hvis vi har en sæson, hvor vi rammer den lige i røven, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne rykke op.

Foto: FC Helsingør