Der var payback i luften, da FC Helsingør fredag tog mod Fremad Amager. 5-1 nederlaget på Amager sved, og det var et meget opsat FCH-hold, der spillede en fremragende første halvleg, og krigede sejren hjem i anden halvleg.

Allerede i det femte minut kom FCH på tavlen. Eljah Just brød en bold på midten og stak i løb centralt. På højre side havde han Sebastian Czajkowski med, og i venstre Jeppe Kjær. ”Eli” stak den ud til Czajkowski på det helt rigtige tidspunkt, og Czajkowski kom i feltet. Målmand Nicklas Dannevang kom ud for at lukke vinklen ned, men Czajkowski lagde uselvisk bolden på tværs til en stort set fri Jeppe Kjær, der ikke svigtede og hamrede bolden i kassen, til sit niende sæsonmål.
1-0 FC Helsingør

Det var FC Helsingør der sad på boldbesiddelsen, og Fremad Amager lurede på kontrastød, uden for alvor at blive farlige. I stedet var det FC Helsingør der fik den næste store mulighed. Anders Holst lod en hård aflevering fra forsvaret gå gennem i stedet for at tæmme den, og Jeppe Kjær var kvik og pillede bolden til sig og vendte rundt. Den fikse manøvre fangede Fremad Amagers forsvar på det forkerte ben, og Jeppe Kjær kunne stikke afsted mod mål i en friløber. Alene med Nicklas Dannevang blev Kjær dog desværre den lille i duellen, da Dannevang blev stående på benene længe nok til at kunne komme ned til Kjærs afslutning med det yderste af neglene.

FCH pressede Fremad Amager klogt, og det var ikke meget gæsterne kom frem til i de første 25 minutter. I det 25 minut lykkedes det dem dog at bryde FCHs opspil og komme afsted i en kontra, men den sidste spilning ud til en Fremad-spiller til højre i FCHs felt blev for uskarp, og så røg afslutningen langt over mål.

Tre minutter siden var Anders Holst gået over i højresiden. Her fik han bolden af Jonas Henriksen, der spillede den bagud til Holst igen. Holst trak på tværs af feltet, og sendte en giftig afslutning mod det modsatte hjørne, men bolden krøllede sig lige over sammenføjningen.

Da vi rundede den halve time, fik Fremad deres største mulighed indtil da. En hurtig aflevering op gennem midten fangede en FCH-spiller på det forkerte ben, og Fremad Amager fik sendt bolden på tværs til den gamle FCHer Pierre Larsen, der lå meget fri til højre i feltet. Heldigvis fik Larsen ikke helt ordentligt træf på bolden, der gik forbi den fjerne stolpe.

Fem minutter senere var Sebastian Czajkowski tæt på. Han fik en god bold i fødderne, og trak forbi sin mand ude i højresiden. Czajkowski kom forbi sin mand, og rykkede mod mål. Da han kom i feltet, huggede han på mål, men igen var Dannevang på plads, og reddede skuddet. Fremragende løb fra Czajkowski, men også god redning af Dannevang.

I det 40. minut var FCH urimeligt tæt på igen. Philip Rejnhold brød en Fremad-aflevering midt på banen, og fandt Czajkowski  med en stikning. Czajkowski kom i feltet, og spillede bolden på tværs. Men centralt i feltet var Kjær dækket af to mand, og kunne ikke afslutte.

I stedet var det Fremad Amager, der udnyttede at FC Helsingør ikke havde udnyttet sine mange chancer. Tre minutter før pausen trak de et frispark på kanten af feltet ude i højre side. Det gik Kevin Jansson til, og han sparkede resolut bolden ind bag Kevin Stuhr Ellegaard med et flot slået frispark. Det var mod alt spil og chancer, men det var Fremad Amagers spillere selvfølgelig pænt ligeglade med.
1-1 Fremad Amager

Dermed måtte FC Helsingør gå i omklædningen efter en halvleg, hvor de havde været klart overlegne, og spillet sig til suverænt flest chancer, men stadig måtte acceptere, at modstanderne havde udnyttet den ene chance man gav væk.

FC Helsingør forsatte som de slap i første halvleg, og vi var kun tre minutter inde i anden halvleg, da første store chance bød sig. Jeppe Kjær fik en god bold i fødderne, efter FCH havde presset Fremad helt i bund. Jeppe trak i feltet, og afsluttede med et fikst lob, der snød Dannevang. Men igen var marginalerne ikke med FCHs angreb, og bolden tog stolpen.

Men efter fem minutters spil kom Fremad afsted i en kontra. Det så ud til, at Fremads angriber var alene igennem, men i sidste sekund kom Nikolaj Hansen tilbage, og med en alt-eller-intet-tackling fik Hansen foden på bolden bagfra, så Kevin Stuhr kunne komme ned og erobre.

Efter 53 minutters spil måtte Rejnhold trække sig i en løbeduel, og gå ud med en skade. Han blev erstattet af Callum McCowatt, der kom ind centralt i stedet for Norouzi, der trak ned på Rejnholds venstreback. Ærgerlig slutning på kampen for ellers stærkt spillende Rejnhold.

Fem minutter senere var Anders Holst tæt på. Nikolaj Hansen slog en fremragende aflevering frem fra egen halvdel til Sebastian Czajkowski, der tog den godt ned. Han lagde bolden skråt tilbage til Anders Holst, der kom stormende op gennem midten. Holst hamrede til bolden første gang, men selvom han lykkedes med at holde skuddet nede, strøg bolden lige forbi ydersiden af stolpen.

Fremad Amager var kommet bedre ud til anden halvleg, og lykkedes et par gange med at komme afsted i kontraer. Tættest på i denne fase var Pierre Larsen, der efter lige over en time kom fri på en god aflevering ud til højre kant, men han sendte sit skud langt forbi mål.

Efter 66 minutters spil tog trænerteamet konsekvensen af, at FCH havde haft svært ved for alvor at sætte sig igennem, og skiftede Carl Lange, Lucas Haren og Casper Sloth ind. Sidstnævnte fik dermed sin debut i FCH-trøjen. De erstattede Czajkowski, Holst og Eli.

Fremad Amager skiftede også et par mand, og de mange udskiftninger gav en lidt rodet periode i kampen, hvor ingen af holdene rigtig kunne sætte sig igennem. Vi kom således helt frem til det 75. minut, før næste mulighed bød sig, og det var til gæsterne. Emmanuel Toku blev spillet fri i højre side af FCH-feltet på en dybdestikning, men hans afslutning gik langt over mål.

Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid var det Fremad, der lagde presset. Gæsterne havde et par farlige hjørnespark, der kun med lodder og trisser blev afvist i FCH-feltet.

Men efter 83 minutter kom FC Helsingør alligevel tæt på. Nikolaj Hansen lagde en lang bold frem til Jeppe Kjær, der vandt nærkampen. Han lagde bolden i fødderne på Callum McCowatt, der trak på tværs af feltet, og sendte en giftigt krøllende bold mod det lange hjørne. Men symptomatisk for FCH gik den lige nøjagtigt forbi mål.

Efter 85 minutter trak Pierre Larsen et gult kort for at bremse Jeppe Kjær i en omstilling, og da han tre minutter senere gjorde nøjagtigt det samme, var det en tidlig tur i bad til den gamle FCHer, da kampens dommer for anden gang trak det gule kort op.

Men i overtidens første minut fik FC Helsingør endelig udbytte af det hårde arbejde. Fra venstre side af banen fandt Daniel Norouzi Lucas Haren, der havde sneget sig ind centralt. Lucas tog et enkelt træk ind i banen og hakkede bolden hårdt og fladt ind helt ude ved stolpen. Køligt sat ind af Lucas Haren, der for anden uge i træk havde et dynamit-indhop.
2-1 FC Helsingør

Fremad Amager forsøgte at lægge et sidste pres, men var drænet for energi, og FCH-spillerne kunne række armene i vejret efter at have fået payback for nederlaget på Amager.

Næste opgave for FC Helsingør er HB Køge på udebane, og det er på næste fredag.

FCH: K. Stuhr Ellegaard, P. Rejnhold (53’ C. McCowatt), H.C. Bonnesen, N. Hansen, J. Henriksen, E. Just (66’ L. Haren), F. Juul Christensen, D. Norouzi, A. Holst (66’ C. Sloth), J. Kjær, S. Czajkowski (66’ C. Lange)

Foto: Claus Birch, clausbirch