Det var en kamp FC Helsingør havde meget ære af, men ligesom Esbjergkampen i sidste uge, endte kampen fredag aften mod ligaens tophold Viborg, med et snævert nederlag.

FC Helsingør stillede med et noget decimeret hold. Kevin Stuhr Ellegaard og Frederik Juul Christensen var i Corona-karantæne, Jeppe Kjær, Jonas Henriksen og Dalton Wilkins plejede længerevarende skader, Eli Just og Sebastian Czajkowski var ikke blevet klar, og Callum McCowatt var ikke kommet sig over sin lette hjernerystelse fra sidste kamp. Men det var faktisk svært at se, at FCH stillede med reserverne i store dele af kampen.

Det var gæsterne fra Viborg, der pressede på i de første minutter af kampen, hvor det lignede et forsøg på en chokstart, men FCHs forsvar holdt stand, og havde et enkelt godt kontraløb ved Andreas Smed og Lucas Haren. Men det var Viborg der fik den første farlige afslutning. Efter otte minutters spil lagde Viborg et godt hjørnespark ind i feltet, hvor Christoffer Petersen ikke kunne komme ud til bolden. Den dumpede ned for fødderne af en Viborg-mand, der huggede til bolden, men Petersen var kommet tilbage på plads, og med en stærk refleksredning fik han sendt det farlige skud forbi stolpen.

FC Helsingør fik presset Viborg lidt længere tilbage på banen, og lige inden vi rundede et kvarter, fik FCH et par gode muligheder. Først var det Lucas Haren, der kom godt afsted over højre kant, hvor han sendte et godt indlæg ind mod Andreas Smed og Kjærgaard, der dog ikke kunne nå frem til bolden. Og dernæst var det et giftigt hjørnespark, der blev clearet ud til Oliver Kjærgaard, der huggede til den første gang. Bolden ramte en Viborgspiller i feltet, og FCH-spillerne appellerede for hånd på bolden, men dommeren, der stod ret godt placeret, vinkede afværgende.

To minutter senere havnede endnu en retur fra et hjørnespark hos en FCHer, denne gang Philip Rejnhold, og backen sendte et lumsk skud mod det fjerne hjørne, der tvang Patrik Gunnarsson i Viborgmålet til en god redning. Gode momenter fra FC Helsingør i denne fase af kampen.

Derefter fugte ti minutter, hvor begge hold kæmpede på midten, men ikke rigtig kunne sætte noget i gang mod modstanderens mål. I det 27. minut var Anders Holst trukket med op, og fik bolden i højresiden. Holst kiggede op, og så ingen frie medspillere, og tog så i stedet for selv bolden med forbi sin oppasser. Holst trak i feltet, og selvom han var godt dækket op, lykkedes det veteranen at sende et giftigt skud mod det korte hjørne, hvor Gunnarsson måtte ned i en akavet redning for at få bolden uden om målet.

I det 33. minut fik Norouzi en skarp dybdeaflevering fra Hans Christian Bonnesen, og sendte et godt indlæg i feltet. Her havde Carl Lange sneget sig ind, og han fik sendt et hovedstød mod den fjerne stolpe. Lange var dog dækket nok op til at han ikke helt kunne styre skuddet, og bolden gik forbi mål.

Frem mod halvlegens afslutning sloges begge hold indædt om bolden centralt, men uden at nogen af parterne kunne få sat det helt store op, og så stod der stadig 0-0 på tavlen, da dommeren fløjtede til pause.

Fra anden halvlegs begyndelse var kampbilledet meget det samme. Masser af dueller på midten, og to hold, der ikke spillede sig til de store muligheder. FC Helsingørs forsvar stod stærkt i billedet, og hver gang Viborg kom over midten, lukkede hjemmeholdet af. Desværre gjorde det samme sig gældende den anden vej, hvor Andreas Smed og Oliver Kjærgaard havde svært ved at finde dybdeløbene mod Viborgs stærke forsvar.

Der skulle en dødbold til at bryde dødvandet, og det var desværre gæsterne der fik udbyttet efter 65 minutters spil. Et raid op gennem midten endte med at Daniel Norouzi lavede et frispark lige på kanten af feltet. Det tog Christian Sørensen sig af. Kantspilleren sparkede stenhårdt og fladt under muren, og bolden strøg i mål ved den fjerne stolpe.
0-1 Viborg FF

Trænerteamet tog konsekvensen af Viborgs føringsmål, og skiftede begge mand i front ud i det 68. minut. Anosike Ementa og David Boysen erstattede Oliver Kjærgaard og Andreas Smed.

Det gav omgående noget uro i Viborgs felt, da både Lucas Haren og David Boysen lykkedes med at lægge et par giftige indlæg ind mod garderhøje Anosike Ementa, der i kraft af sin fysik skabte ballade i feltet. Viborg red dog stormen af, og fik igen flyttet spillet længere op på banen.

I det 75. minut fik FC Helsingør en debutant på banen, da unge Alexander Stjernegaard erstattede Casper Sloth på midten.

Fem minutter senere gav det en mulighed, da Anosike Ementa vandt en hovedstødsduel i feltet, og lagde bolden af til Lucas Haren på kanten af feltet. Haren forsøgte at komme til skud, men var lukket ned, og lagde i stedet bolden bagud med hælen. Her kom Stjernegaard til bolden, men han fik ikke fart nok i sit skud, og Gunnarsson kunne sikre sig bolden.

I det 82. minut kom Lucas Haren igen til indlæg fra højre, og foran mål var det tæt på at Anosike kunne komme til bolden. Men tæt dækket op, måtte den store angriber give fortabt, og bolden gik over overliggeren.

Tre minutter før tid trak Philip Rejnhold et frispark lige uden for feltet i venstre side. Anders Holst sendte en lav bold ind i feltet, og ved den nærmeste stolpe var det urimeligt tæt på at Lucas Haren kunne dreje bolden ind, men kantspilleren var dækket op, og bolden gik på den forkerte side af stolpen.

FC Helsingør pressede i overtiden kraftigt på for en udligning, men Viborg fik lukket ned, og et par gode indlæg gav ikke nogle åbne muligheder. Derfor måtte FC Helsingør gå på juleferie med et et-målsnederlag i bagagen, men trods alt også en fornemmelse af, at man i de sidste to kampe havde kunnet byde topholdene op til dans.

FCH: C. Petersen, P. Rejnhold, H.C. Bonnesen, N. Hansen, A. Holst, C. Lange, D. Norouzi, C. Sloth (’75 A. Stjernegaard), L. Haren, O. Kjærgaard (68’ Boysen) A. Smed (68’ A. Ementa)

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk