FC Helsingør spillede tirsdag eftermiddag en fin træningskamp mod Lyngby BK, der blev vundet med 1-0. FC Helsingør sad på spillet hele vejen gennem kampen, og kunne med lidt mere skarphed sagtens have vundet større.

Allerede efter et kvarter havde FCH første store chance, da Lyngbymålmand Frederik Schram sendte en bold lige ud i fødderne på en FCH’er. Carl Lang fik bolden på kanten af feltet, og forsøgte et lob, men Schram kom tilbage og fik på stregen vippet bolden ud af farezonen. Oliver Kjærgaard stod klar til skud på clearingen, men måtte se sit skud blokeret. Stor fejl af Frederik Schram, der dog i dén grad spillede sig op i løbet af kampen, og var hovedårsagen til, at Lyngby ikke indkasserede mere end et enkelt mål.

Schram reddede således flere giftige forsøg fra både Lucas Haren, Tonni Adamsen, Carl Lange og i særdeleshed Callum McCowatt, der en håndfuld gange måtte se Schram gribe gode skud ud.

Vi skulle således helt frem til det 38. minut, før FC Helsingør fik hul på bylden. En stikning fra Oliver Kjærgaard fandt velspillende Callum McCowatt, der lagde den videre frem til Carl Lange, der kom helt fri. Alene med Schram lobbede Lange elegant bolden over Lyngbymålmanden og i mål til 1-0. Anden kamp i træk, at Carl Lange fik lobbet et mål ind mod ind Superligamodstander, efter han også præsterede det mod FC København i weekenden.

I anden havleg forsatte FC Helsingør det høje pres på Lyngbys unge hold, og en velspillende midtbane satte gang på gang gode serier af afleveringer sammen, anført af Frederik Juul Christensen, der udviste sit sædvanlige arbejdsraseri på midten.

FCH spillede sig til rigtig mange chancer, og især McCowatt truede gang på gang Lyngbymålet, men Lyngbys forsvar, og i særdeleshed Frederik Schram, fik lukket ned for hjemmeholdets angreb.

Lyngby var sjældne gæster i FCH-feltet, og et langskud fra Brian Hamalainen, der gik et kort stykke over Kevin Stuhrs mål, var reelt det tætteste gæsterne kom til en scoring.

Dermed viste Langes mål sig at være nok til at tage sejren, men FC Helsingør kunne gå fra banen med en god fornemmelse i maven over det taktiske og spillemæssige niveau, der blev vist på dagen.

FCH: K. Ellegaard, N. Mouritzen(prøvespiller), N. Hansen, N. Geertsen, A. Holst, C. Lange, F. Juul Christensen, O. Kjærgaard, L. Haren, T. Adamsen, C. McCowatt
Indskiftet: H.C. Bonnesen, M. Christensen, P. Rejnhold, Sean Bright (prøvespiller), A. Stjernegaard

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk