Det var en kamp, hvor FC Helsingør måtte kæmpe for hver en meter, og hvor Hvidovre pressede godt på i store dele af kampen, men hvor FCHs fysiske overtag og gode indskiftninger afgjorde matchen til allersidst, og sikrede FC Helsingør en plads i topseksspillet, og dermed også sikrede at Helsingørholdet er sikre på en ny sæson i 1. Division næste år.

Det første kvarter var det dog hjemmeholdet der lagde et voldsomt tryk på gæsterne fra Hvidovre. Både Lucas Haren og Nicklas Mouritsen kom til gode indlæg, men Hvidovre forsvarede sig fint.

Men da vi rundede de otte minutter, fik FC Helsingør de første store muligheder. Først trak Philip Rejnhold op gennem banen, og fra en position i højre side af feltet sendte højrebacken et lumsk skud mod det lange hjørne, som målmand Filip Djukic dog fik vippet lige over trekantssammenføjningen. Og sekunder efter sendte Anders Holst et dunderskud mod den fjerne stolpe, men lige forbi.

Lige inden vi rundede et kvarters spil, fik Hvidovre deres første chance, og det var en stor en af slagsen. Mikkel Nøhr trak op af venstrekanten i en kontra, og slog et godt indlæg ind til forreste stolpe. Her lå Oscar Buch ret fri, og den vævre offensivspiller kom godt op til sit hovedstød. Men han sendte bolden lige over mål.

Det gav Hvidovre lidt mere blod på tanden, og der fulgte en periode, hvor holdene var mere lige, og spillet bølgede mellem de to målfelter. Men ingen af holdene kunne sætte det endelig stød ind. Tættest på kom Lucas Haren, efter Callum McCowatt erobrede en andenbold og sendt Nicklas Mouritsen i dybden. Mouritsen spillede Lucas Haren med et cutback, og Haren afsluttede med et følt venstrebensskud, der tog Djukic på det forkerte ben, men desværre også tog indersiden af stolpen og gik tilbage i spil. Sublim afslutning fra Haren, der havde fortjent bedre.

Hvidovre lurede dog på hurtige kontraløb, og havde et par halvgiftige afslutninger forbi mål, der dog ikke for alvor testede Kevin Stuhr Ellegaard i målet.

I det 37. minut var det tæt på for Callum McCowatt. Oliver Kjærgaard tog en god dribletur op gennem midten, og stak bolden til McCowatt på det helt rigtige tidspunkt. McCowatt havde dog ”overfrakke” på, i form af en stor Hvidovreforsvarer, og hårdt presset sad Callums ellers fine afslutning lige på Djukic i målet.

I de sidste ti minutter af første halvleg stod der Hvidovre på det meste, og gæsterne lykkedes med at spille sig rundt om FCH-presset, men scoringer kom der ikke, og holdene gik til pause med 0-0 på tavlen.

Anden halvleg begyndte som første sluttede, med et højt pres fra Hvidovre, og et Helsingørhold der var lidt på hælene. FC Helsingørs forsvar stod dog fint, og de helt store chancer udeblev. Det var kun når en velspillende Oliver Kjærgaard eller hårdt arbejdende Callum McCowatt fik bolden, at der var optræk til fare fra hjemmeholdet. Men alt for ofte nåede Hvidovres forsvar at komme på plads inden McCowatt eller Kjærgaard kunne finde en medspiller i feltet.

Efter 62 minutter tog trænerteamet konsekvensen og skiftede tre mand i forsøget på at få lidt mere fart i fødderne hos hjemmeholdet. Eli Just, Liam Jordan og David Boysen erstattede Callum McCowatt, Lucas Haren og Anders Holst.

Fem minutter senere kom første afslutning i anden halvleg. Liam Jordan fik en god bold på midten, tog et godt træk, og rykkede forbi to mand centralt. Jordan kom til kanten af feltet, og sendte et giftigt skud på mål, der dog røg lige over overliggeren.

Der kom mere energi i FCHs spil, og frem mod det 75. minut sværmede FCH om Hvidovres felt. Liam Jordan og Philip Rejnhold kom til flere gode indlæg, og på et indlæg fra Rejnhold var det tæt på at Nicolai Geertsen, der havde sneget sig med frem, kunne glide bolden i mål. Men hans afslutning gik lige forbi mål.

I det 81. minut var David Boysen tæt på. Frederik Juul erobrede centralt, og trak ud på højre kant. Juul sendte en god bold ind foran, hvor Boysen resolut huggede til den. Men Djukic var vågen, og hev en stor redning ud af ærmet, og sendte bolden på stolpen. Forrygende afslutning fra Boysen.

Men mod slutningen af kampen trak Hvidovre sig længere og længere tilbage på banen, og det 87. minut gik det ikke længere for gæsterne. Eli Just fandt Nicklas Mouritsen, der slog et fladt indlæg ind til Liam Jordan, der blandt venner og fjender kom først på bolden, og satte den sikkert ind.
1-0 FC Helsingør

Og netop som dommerens tillægstid begyndte, satte Liam Jordan sig igennem centralt, og slog en perfekt stikning til Elijah Just på venstrekanten. Eli var kommet fri ad sin oppasser, trak ind i feltet med bolden og satte den iskoldt forbi Djukic til den scoring der definitivt lukkede kampen, og sikrede FC Helsingør en plads i top-seksspillet.

Sidste opgave i grundspillet er på udebane mod Skive på næste fredag kl 19.00

FCH: K. Ellegaard, N. Mouritsen, N. Hansen, N. Geertsen, P. Rejnhold, F. Juul Christensen, D. Norouzi, A. Holst (’62 E. Just), O. Kjærgaard (77′ F. Bay), L. Haren (62′ L. Jordan), C. McCowatt (62′ D: Boysen)

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk