Skip to main content

Efter halvanden uge med landsholdssamling var det her til eftermiddag endelig blevet tid til fodbold i NordicBet Ligaen igen for FC Helsingør.  

Klubben skulle forsøge at rejse sig igen efter et nederlag i sidste spillerunde mod Næstved BK og havde derfor taget turen til “det mørke” Jylland, hvor Vendsyssel FF ventede.

Før kampen lå FC Helsingør på en 5. plads i tabellen med 18 point, kun en plads og et point foran Vendsyssel FF. Det var derfor en oplagt mulighed for at komme tilbage på sejrssporet og lægge afstand til de nærmeste forfølgere. For FC Helsingør var Daniel Norouzi endelig tilbage i startopstillingen, mens modstanderholdet blandt andet havde den tidligere FC Helsingør-spiller Carl Lange blandt deres 11 udvalgte.

Især én ting har været sikkert, de sidste par gange FC Helsingør og Vendsyssel har stødt på hinanden. Nemlig mål. Hele 11 var det blevet til i holdenes sidste tre indbyrdes kampe, hvoraf to af dem endte med tre point til FC Helsingør. Senest spillede holdene dog uafgjort, for sidst de to hold mødte hinanden var i en 2-2-kamp i efteråret 2021.

Begge hold forsøgte fra start af at sætte sig på kampen. Vendsyssel FF kom dog med en del mere aggressivitet og et højt pres, der blandt andet resulterede i et tidligt gult kort til en af deres midtstoppere. Få minutter senere opstod kampens mest komiske episode, da en Vendyssel angriber fik headet bolden direkte i hovedet på sin medspiller i stedet for at ramme FC Helsingør-målet. 

Og efter 10 minutters spil kom FC Helsingør så frem til kampens første store chance. Liam Jordan fik for meget plads på kanten af feltet – og valgte derfor at tage chancen og sparke på kassen. Skuddet blev dog pareret væk.

Tre minutter senere gik det så galt for FC Helsingør. Vendsyssel FF fik brudt flot igennem på venstre side af feltet og med et knaldhårdt indlæg i masken på Zander Hyltoft, fik de scoret til 1-0.

FC Helsingør fik efterfølgende ikke lang tid til at slikke sårene, for blot fire minutter senere var det Carl Lange, der straffede sin gamle klub. Efter lidt fedtspilleri i feltet endte bolden for fødderne af kantspillerne, der med en kælen inderside fik lagt bolden så langt væk i det fjerneste hjørne, som muligt. 2-0 til Vendsyssel i en kamp, hvor der indtil videre havde været tre skud og to mål. 

Efterfølgende stod der Vendsyssel på det meste, og vestjyderne havde flere gode skud mod FC Helsingør-målet. Faktisk skulle man helt frem til det 38. minut, før FC Helsingør for alvor kom frem til noget, der lignede en chance. Efter en håndfuld flotte førstegangsberøringer fik Liam Jordan igen mulighed for at skyde mod dåsen, men en Vendsyssel-mand fik foden på, og bolden røg i stedet til hjørne. 

Og tættere på mål kom FC Helsingør faktisk ikke i første halvleg. Holdene gik derfor til pause ved stillingen 2-0.

FC Helsingør kom dog ud til anden halvleg med fornyet energi og to friske indskiftninger af Alexander Lyng og Callum McCowatt , som erstattede Daniel Norouzi og Oliver Klitten. Udeholdet fik derfor lagt et tungt pres i de første par minutter af anden halvleg og havde flere gode forsøg, der dog ikke førte til noget rigtig farligt. 

FC Helsingør sad på mere og mere af spillet, og på nær en enkelt stor chance til Vendsyssel FF, som Sayouba Mandé flot fik reddet, stod der faktisk FC Helsingør på det meste. efter 53 minutter var det Callum McCowatt, som sendte et indlæg afsted – der rent faktisk endte med at blive et skud på mål. Bolden ville dog ikke ind.  

Frederik Juul Christensen fik efter 57 minutter en masse plads udenfor feltet og kunne derfor skyde. Men skuddet røg dog over.

efter 69 minutter foretog Morten Eskesen sin fjerde udskiftning, da Oliver Drost blev taget ud til fordel for Sterling Yateke. Men minuttet senere valgte Vendsyssel FF at slå endnu et søm i FC Helsingør-kisten, da de scorede til 3-0 på et flot gennemspillet angreb. 

I det 82. minut foretog FC Helsingør sin sidste udskiftning, da Liam Jordan blev taget ud til fordel for Jacob Schoop.

FC Helsingør fik dog pyntet lidt på stillingen for en stund, da de i det 88. minut fik sendt bolden ind i feltet. Her stod Sterling Yateke, der nemt kunne prikke bolden i mål til 3-1. Men Vendsyssel FF var åbenbart heller ikke færdige med at score. For i kampens døende minutter fik de endnu en omstillingsmulighed, der resulterede i endnu et mål. 

kampen slutter 4-1, og FC Helsingør kom aldrig for alvor i omdrejninger. Med resultat er FC Helsingør nu aktuelt på rækkens sjetteplads. Om en uge venter topholdet Vejle på udebane.