Det startede ellers så godt, men endte med at blive en rigtig træls aften i Helsingør, da man havde besøg fra Århus. Vejret var med hjemmeholdet og de mange fremmødte tilskuere fra begge hold, og det var to mandskaber, der spillede frisk til fra start. Helsingør startede med et lille overtag, og spillede bolden fint rundt.

    Allerede efter syv minutter gav det fine spil pote, da Adnan Mohammad forsøgte en afslutning, der blev blokeret, men bolden fandt Anders Holst på kanten af feltet, og han krøllede uden at tøve bolden mod det lange hjørne uden for målmand Jovanovic’ rækkevidde.
    1-0 FC Helsingør.

    Derefter spillede Helsingør bolden fint rundt, mens AGF havde svært ved at blive farlige. Men efter lige over 20 minutter fandt AGFs Sana et hul i opdækningen og kom afsted i dybden. Han svigtede ikke, og med en klinisk afslutning bragte han AGF tilbage i kampen
    1-1 AGF

    Målet gav AGF blod på tanden, men det var mere et bizart uheld end godt spil der førte til jydernes føringsmål. Et ufarligt frispark ramte noget i banen, og boldens opspring snød Mikkel Bruhn, og den røg over ham. En hel fri Junker kunne trille bolden i mål.
    2-1 AGF

    FC Helsingør var ikke slået, og slog ikke op i banen. Og efter 35 minutter havde Anders Holst endnu en afslutning, af den slags hvor fans og medier efterfølgende kunne høres snakke om, at den kunne have ændret kampens forløb. Offensivspilleren fik efter godt gennemspil op af banen bolden næste samme sted som hvor han tidligere havde scoret fra, men denne gang sad hans krøllede skud en enkelt centimeter for yderligt, og sprang fra stolpen tilbage i spil.

    Nicolas Mortensen havde kort efter et godt skud fra distancen, men hans tørre hug gik lige forbi trekantsammenføjningen.

    Lige inden pausefløjtet fra dommer Sandi Putros lykkedes det så i stedet for AGF at udbygge deres føring. En ustyrlig Kasper Junker kom afsted i en kontra og satte Morten Hegaard med en finte, og kunne så afslutte sikkert i det modsatte hjørne.
    3-1 AGF

    Allerede to minutter efter anden halvlegs start var AGF tæt på igen. En smart frisparkskombination endte med en forlængelse, men heldigvis endte skuddet hos Mikkel Bruhn.

    Men ti minutter inde i halvlegen gik det galt igen. På et hjørnespark gjorde Morten Duncan det som Morten Duncan gør bedst, og kom højest i feltet. Veteranen headede bolden i mål, utageligt for Mikkel Bruhn.
    4-1 AGF

    Målet drænede håbet hos de fleste af Helsingørfansene på lægterne, selvom FCHs spillere som sædvanligt nægtede at give op. Daniel Stückler blev skiftet ind og kom ind med god energi og fysisk tilstedeværelse, og Adnan Mohammad vedblev med sine raids op af kanten, der dog desværre sjældent nåede at blive farlige, da AGF kunne stille mange mand bag bolden og spille på kontraer.

    Det var også på en kontra, at AGF definitivt lukkede kampen efter 68 spillede minutter. Den tidligere FCH-spiller André Riel, der var blevet skiftet ind i anden halvleg, og kantspiller Jacob Ankersen kom begge afsted bag Helsingørs høje forsvarslinje, og det var kun et spørgsmål om, hvem af de to der ville score. Det endte med at Jacob Ankersen afsluttede selv, og han scorede sikkert.
    5-1 AGF

    Derefter kunne AGF trække tiden og tempoet ud af kampen, og i de resterende minutter var det kun en enkelt stor chance til Riel der satte lidt kulør på kampen. Angriberen sparkede dog forbi stolpen.

    Ingen af holdene formåede at score yderligere, og så kunne FCHs fans puste ud, da det sidste fløjt faldt, og man i stedet kunne se frem mod den næste kamp. Den her var ikke værd at huske på.

    FC Helsingør: Bruhn, Fisch, Hegaard, Henriksen, Køhler, Olsen, Mohammad, Holst, Leiria, Mortensen.
    Indskiftet: Stückler, Basse

    Dommer: Sandi Putros

    Foto: Claus Birch, clausbirch.dk