FC Helsingør har skrevet kontrakt med Osama Akharraz, der dermed vender tilbage til Helsingør, hvor han også var fra sommeren 2017 til sommeren 2018.

Den offensive midtbanespiller har i først omgang fået en kontrakt frem til sommer, med mulighed for forlængelse. Akharraz har trænet med i FC Helsingør i en længere periode, hvor han har vist så gode takter, at den sportslige ledelse har besluttet, at han skulle tilbydes en ny kontrakt.

Cheftræner Peter Feher ser gode perspektiver i Akharraz:
– Han er en spiller, der tilbyder noget lidt andet end de andre midtbanespillere vi har. Han er mere offensiv. Det er planen, at han skal have næstsidste fod på en del mål her i foråret, og så er han også en habil afslutter selv. Hans sidste ophold i klubben blev lidt ødelagt af skader, men han har trænet med hos os et stykke tid nu, og har set rigtig fin ud, på trods af, at han har været ude et stykke tid.

– Fordelen ved at hente ham i en vinterpause er også, at vi kan nå at få ham i form til foråret, hvor han så kan bidrage med noget boldfasthed, et godt offensivt blik, og noget teknik. Vi havde ham med i efterårets sidste reserveholdskamp mod Sønderjyske, hvor han scorede et mål og lagde op til to, så han er da helt klart en spiller jeg forventer kan bidrage med en masse i foråret.

Foto: FC Helsingør