FC Helsingør har skrevet kontrakt med den 19-årige amerikanske angriber Jeremy Rafanello, der kommer til fra MLS-klubben Philadelphia Unions ungdomsakademi.

Sportsdirektør Matt Barnes ser store perspektiver i den unge amerikaner:
– Jeremy passer perfekt ind i den spillerprofil vi forestillede os at hente i USA, da vi begyndte i klubben. Han er ung, men fysisk stærk, og et rigtig godt mix af højde, styrke og hastighed. Han er en god afslutter, der både kan spille med ryggen mod mål som ”targetman”, der kan tage imod bolden og holde på den, men han kan også spille i et tomandsangreb med en hurtigere, mere bevægelig spiller ved siden af sig.

– Han har været til prøvetræning her i Helsingør et stykke tid, og har imponeret os, både med sine evner som afslutter og til at skabe plads for sig selv i modstanderens forsvar. Han var med i træningskampen mod Horsens, hvor han skabte et par gode muligheder, og med lidt held kunne have scoret. Derudover har han en stor arbejdsradius, og fylder også en del i det defensive spil.

– Jeremy er ikke en spiller, der er hentet til start-11eren i første omgang, men han kommer til at indgå i førsteholdstruppen, og skal lære hos dem. Én af tankerne bag at hente en erfaren spiller som Jeppe Kjær, var blandt andet at han skal lære fra sig til spillere som Jeremy, og vise ham hvad der skal til for at gøre sig i dansk fodbold. Vi glæder os meget til at se Jeremy udfolde sit potentiale i FCH-trøjen.

Jeremy Rafanello har i første omgang fået en 2-årig kontrakt, og starter op hos FC Helsingør pr. dags dato.