Den 20-årige svenske angriber Teddy Bergqvist har trænet med FC Helsingørs førstehold i en lille uge, og spillet med i træningskampene mod Höganäs og Næstved, hvor han scorede tre mål. Teddys indsats og gode præstationer er nu blevet byttet til en kontrakt mellem den transferfrie angriber og FCH. Teddy tiltræder i Helsingør med det samme, og er med i truppen der tager på træningslejr i dag fredag.

Sportslig ansvarlig Brian Gellert sætter et par ord på den svenske offensivspiller:
– Teddy er en spiller vi har ”haft på blokken” et stykke tid. Han er ung, hurtig og en virkelig god afslutter. Nu var han så transferfri, og havde mulighed for at komme og træne med, så vi kunne se ham an. Han har imponeret den sportslige ledelse og når nu muligheden var der, så slog vi til. Vi går ind i en forårssæson med rigtig mange kampe på kort tid, så vi synes det var rettidig omhu at tilknytte Teddy til truppen nu.

Teddy Bergqvist selv har fået et positivt indtryk af klubben i løbet af sin prøvetræning:
– FCH er et rigtig godt hold, der dybest set er for gode til den række de ligger i. Man spiller noget offensivt, seværdigt fodbold, og truppen virker som en gruppe rigtig gode fyre. De har i hvert fald taget rigtig godt imod mig, og fået mig til at føle mig velkommen fra dag ét. Det tiltaler mig, at det er en klub med et godt setup og med ambitioner om mere.

– Hvis jeg skal sætte nogle ord på mig selv, så er jeg en angriber med en god spilforståelse, der elsker offensivt kombinationsspil, og først og fremmest at score mål. Nu skal vi på træningslejr i en uge, hvor jeg kan blive rystet sammen med truppen, og lære drengene bedre at kende. Jeg glæder mig meget til at komme i gang.

Teddy Bergqvist har en fortid i Malmø FFs ungdomsafdeling. Han nåede to kampe på MFFs førstehold. Derudover har han senest spillet et år i svenske Kristiansstad, hvor han nåede at score 11 mål i 29 kampe.