Oliver Drost (th) i kamp mod Philip Rejnhold. Fra til sommer skal de spille på samme hold.

FC Helsingør har indgået en aftale med Kolding IFs topscorer Oliver Drost, der slutter sig til FC Helsingørs trup, når den nuværende sæson er afsluttet. Drost, der fyldte 25 i november, er ikke fremmed for Helsingør, han har således spillet ungdomsfodbold i både Snekkersten og FC Helsingør.

Siden har han optjent erfaring i både 2. Division og 1. Division, samt fra Superligaen hos AC Horsens, hvor nogen måske vil huske, at han scorede mod FC Helsingør i 0-2 nederlaget i Horsens.

Sportslig ansvarlig Brian Gellert glæder sig over tilgangen:
– Oliver er en spiller, der har stået på vores liste i et stykke tid, og vi er meget glade for det er lykkedes at indgå en aftale med ham. Han er en spiller, der trods en relativt ung alder kommer med en masse erfaring, og så er vi altid begejstrede, når vi kan hente en gammel ungdomsspiller ”hjem”. Det er vigtigt for os at understrege, at Oliver har stået på listen længe, og han er ikke tænkt som en forstærkning lige nu. For det første er vi nødt til på vores vegne at have et øje på pengepungen, og for det andet har Oliver en kontrakt i Kolding der skal færdigspilles, og det respekterer vi til fulde.

– Men vi glæder os til at byde Oliver velkommen tilbage i Helsingør, og indtil da fortsætter vi arbejdet med at sammensætte truppen til den kommende halvsæson.

Oliver Drost tiltræder 1. juli på en treårig kontrakt.

Foto: Claus Birch, clausbirch.dk